KIF-herrer ydmyger Aalborg i Brøndby Hallen

KIF Kolding København fejrede den første hjemmekamp i Brøndby Hallen med storsejr over Aalborg Håndbold.

Titelkandidaterne fra KIF Kolding København fik indviet deres nye hjemmebane i Brøndby Hallen med fest og højt spillehumør, da de søndag vandt en sejr på 32-26 over Aalborg Håndbold.

KIF Kolding København spiller i denne sæson med hjemmekampe både på Sjælland og i Jylland.

Med sejren ligger KIF Kolding København på andenpladsen i Herre Håndbold Ligaen med samme antal point, otte, som førerholdet Bjerringbro-Silkeborg.

Publikum var mødt talstærkt frem til håndbold på Vestegnen, men det stod snart klart, at Aalborg Håndbold ville få svært ved at udfordre den nydannede topklub og bidrage til spændingen.

Allerede midt i første halvleg havde KIF Kolding København oparbejdet et forspring på seks mål, og den føring var udeholdet aldrig i nærheden af at udligne.

Aalborg-træner Nikolaj Jacobsen gjorde sit for at tackle den udfordrende opgave i Brøndby Hallen med skiftende taktiske tiltag, men den gyldne løsning fandt nordjyderne aldrig trods perioder med gode gennembrud af blandt andre Mads Larsen.

KIF Kolding København førte med 18-11 ved pausen.

Søndagens øvrige kampe bragte en vigtig sejr til Ribe-Esbjerg, som vandt 29-27 på udebane over Skanderborg, og dermed ligger Ribe-Esbjerg på en femteplads lige under topholdene i ligaen.

Viborg besejrede Ringsted 30-28, mens Nordsjælland og Skive spillede uafgjort 22-22. Mors vandt 25-21 over Århus Håndbold.


Seneste nyt

fra Nordjylland