Kim Larsen er død: - Han var en ægte kunstner

Jørgen Nissen fra Skråen i Aalborg er ked af at måtte sige farvel til den folkekære musiker.

En af de største danske musikere er gået bort. Kim Larsen døde søndag 72 år gammel, det oplyser hans agent Jørn Jeppesen på Kim Larsen & Kjukkens Facebook-side.

Gennem sin lange karriere har Kim Larsen besøgt Nordjylland utallige gange, hvor han blandt andet har spillet på Skråen og i Skovdalen i Aalborg. Jørgen Nissen er leder af de to spillesteder, og han er i dag trist over, at vi i dag har mistet en af de allerstørste.

- Han var jo en kæmpestor kunstner. Han var en spillemand og han drømte om at spille live så længe som muligt, fortæller Jørgen Nissen.

- Jeg vil huske ham for alle hans gode sange, og for alle de virkelig gode koncerter han har spillet hos os på Skråen og i Skovdalen.

Kim Larsen spillede sidst i Skovdalen i august måned, hvor 11.000 havde købt billet for at opleve den danske nationalskjald. Billetterne blev solgt allerede i december året før og Jørgen Nissen vurderer, at han sagtens kunne have solgt 11.000 mere.

- Folk var dedikerede i forhold til ham, og de var utroligt glade for at se ham. Han havde også en særlig tilknytning til Skråen og Skovdalen. Han sagde, at vores koncerter, var de første han lagde ind i programmet. Normalt ville vi allerede have haft en aftale om, at han skulle spille i Skovdalen til næste år, hvis det havde været muligt. Vi takker ham for alle hans koncerter hos os. Han var en ægte kunstner, slutter Jørgen Nissen.

Du kan på TV2 i aften klokken 23.20 opleve eller genopleve Kim Larsens koncert fra Skovdalen i august tidligere i år.

Blå bog: Kim Larsen

Kim Melius Flyvholm Larsen blev født i København, hvor han voksede op.

I 1968 blev han folkeskolelærer, men året efter dannede han sammen med Franz Beckerlee og Wili Jønsson, som han sammen med Bjørn Uglebjerg dannede gruppen Gasolin' med.

I 1973 udgav Kim Larsen sin første soloplade ved navn "Værsgo", som er blevet ikonisk i dansk pladehistorie.

Han var desuden medforfatter til filmen "Midt om natten" fra 1984, og havde selv en hovedrolle i filmen. Han skrev og spillede også det meste af musikken.

Sangene fra filmen er blandt de bedste sælgende danske album nogensinde.

Kilde: TV2.dk

Seneste nyt

fra Nordjylland