Klip i kortet for at sms'e bag rattet: Politiker lærte det selv på den tunge måde
Preben Bang Henriksen fra Venstre måtte torsdag aften indrømme i Fokus på TV2 Nord, at han selv er blevet taget med telefonen under kørsel. Nu skal det koste endnu dyrere at bryde loven.
Det skal koste bilister dyrt, hvis de bliver taget i at skrive beskeder på telefonen, mens de kører bil.
Så klar var beskeden torsdag aften fra to nordjyske folketingsmedlemmer, Lise Bech (DF) og Preben Bang Henriksen (V), da de var i studiet i TV2 Nords debatmagasin Fokus for at diskutere danskernes dårlige vane med at lade telefonen stjæle opmærksomheden under kørslen.
For Preben Bang Henriksen lå der imidlertid ekstra vægt bag ordene, da han måtte indrømme, at han selv var blevet taget med en telefon i hånden.
- Det er fem og et halvt år siden, lad mig sige det sådan. Jeg måtte lære det på den tunge måde. Jeg har bevis for, at straffe virker præventivt. Jeg fik en bøde, så jeg har lært at få n oget i ørerne, sagde Preben Bang Henriksen, der ligesom Lise Bech er medlem af Folketingets Retsudvalg.
Et klip rammer hårdere
Som reglerne er nu, koster det bilister en bøde på 1500 kroner, hvis de sidder med telefonen i hånden, mens de kører. Men selv om bøden altså virkede for Preben Bang Henriksen tidligere, var han alligevel klar i spyttet sammen med Lise Bech:
Det skal også koste et klip i kørekortet.
- Det er alvorligt, det her. Der er forskel på, om det er en kassedame eller en direktør, der får en bøde, for det rammer hårdere for kassedamen. Men et klip rammer alle lige hårdt. Det er rigtig træls at få et klip i kørekortet, sagde Lise Bech.
- Der er ingen tvivl om, at det, folk har allermest respekt for, er et klip i kørekortet, lød det fra Preben Bang Henriksen, der sammen med regeringen og Dansk Folkeparti er klar med et lovforslag, der skal skærpe straffen for at sms'e eller tale i telefon bag rattet.
Del af køreprøven
Og torsdag aften kom der så yderligere et forslag på bordet fra de to nordjyske folkevalgte. Efter at have set TV2 Nords lille eksperiment med tre sms'ende bilister på køreteknisk anlæg i Løgstør mente Preben Bang Henriksen, at eksperimentet skal være fast del af det at tage kørekort:
- Jeg er ikke sikker på, at folk ved, hvor alvorligt det er. Så jeg kan da godt stå og overveje, om det ikke skal være del af en køreprøve, at man enten gennemgik det her forsøg eller fik det demonstreret på en eller anden måde, sagde Preben Bang Henriksen.
- Jeg tror, det vil virke rigtig godt. For selv om folk måske godt ved, at det er dumt at skrive sms'er, mens de kører, så tror de nok ikke på, at det kan gå så galt, som vi lige så her, supplerede Lise Bech fra Dansk Folkeparti.