Klippekortet ER lagt i graven

NT's bestyrelsesformand afviser at klippekortet kan genoplives.

Trafikselskaberne i og omkring hovedstaden besluttede onsdag at forlænge salget af klippekort, selvom det gammeldags billetsystem ellers var spået sidste arbejdsdag 30. juni.

Samtidig opfordrer det nordjyske medlem af folketinget Stine Brix til at Nordjyllands Trafikselskab genovervejer deres beslutning om at pensionere klippekortet.

I Nordjylland stoppede salget af klippekort 15. februar og 30. maj var sidste mulighed for at klippe sig ind i bussen. Og NT følger ikke i hovedstadsselskabernes fodspor.

- Vi har drøftet det på bestyrelsesmøde i dag, og vi har ingen planer om at genindføre klippekortet, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), der er bestyrelsesformand for Nordjyllands Trafikselskab.

- Vi mener at rejsekortet er modent til at overtage klippekortets plads, og en kundeundersøgelse viser, at 80 procent af vores kunder er enten meget tilfredse eller tilfredse med at rejse med os, fortsætter bestyrelsesformanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland