Knivstikkeri i fængsel

26-årig indsat mistede 3,5 liter blod efter knivstikkeri. 19-årig varetægtsfængslet.

Onsdag aften ved 18.30-tiden blev en indsat i Statsfængslet Kragskovhede ved Jerup stukket ned med en køkkenkniv. Den indsatte mand blev stukket ned af en medfange, og Nordjyllands Politi har anholdt en mand mistænkt for knivstikkeriet.

- I forbindelse med madlavning i et fælleskøkken bliver de to indsatte uenige, og den ene føler sig presset op i et hjørne og skærer så den anden med en kniv, fortæller politikommissær Jens Møller Søgaard fra lokalpolitiet i Frederikshavn.

Den anholdte er en 19-årig mand, der gentagne gange er dømt for vold. Han blev torsdag klokken 11 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring og er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

- Sagen kan udvikle sig i tre retninger. Var det selvforsvar, vold eller stak han for at dræbe, men vi sigter ham altså for drabsforsøg, siger Jens Møller Søgaard.

Efter knivstikkeriet blev den 26-årige kørt til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev opereret. Han nåede at miste over tre liter blod, men er torsdag stabil og uden for livsfare.

- Man rammer sandsynligvis en pulsåre i benet, så det kunne være gået meget værre, end det er gået, siger politikommissæren.


Seneste nyt

fra Nordjylland