Kør i god tid: Vejdirektoratet advarer om tæt trafik i påsken

Påsken er ofte lig med ture i det ganske danske land, og det kan skabe en del trafik på vejene. I Nordjylland vil der i perioder særligt være tæt trafik i Skagen.

Familiebesøg, udflugter og en tur i sommerhuset er oplagt i påsken.

Men hvis du har planer om, at du skal rundt i det ganske danske land i påskedagene, skal du være forberedt på, at du kan komme til at holde i kø på nogle strækninger.

Her vil der være tæt trafik

Vejdirektoratet forventer perioder med tæt trafik på disse strækninger:

 

·      E20 Fynske Motorvej (især ml. Odense og Middelfart)

·      E45 ml. Padborg og Aarhus (især omkring Kolding)

·      E20 Køge Bugt Motorvejen

·      E20 Vestmotorvejen

·      Rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse

·      Rute 21 til og fra Sjællands Odde  

·      Rute 40 ved Skagen  

Påsken er nemlig højsæson for familiebesøg og ture ud i sommerhuset, og af samme grund kan der i perioder være mange biler på vejene flere steder i landet.  

Det advarer vejdirektoratet om.

- Det gælder især på udrejsedagene lørdag den 13. april, onsdag den 17. april og skærtorsdag den 18. april, hvor trafikken hovedsageligt bevæger sig på tværs af landet fra Hovedstadsområdet mod Jylland og fra den dansk-tyske grænse ved Padborg mod Aarhus, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

De trafikanter, der kører på tværs af landet, skal også være opmærksomme på trafiksituationen på Fyn. Den Fynske Motorvej er nemlig ved at blive udbygget, og på grund af vejarbejdet kan man kun køre 80 km/t på strækningen mellem frakørsel 53 Odense V og frakørsel 55 Aarup. Det kan forlænge rejsetiden.

I påskedagene forventer Vejdirektoratet, at der særligt vil være tæt trafik lørdag, onsdag og skærtorsdag.
I påskedagene forventer Vejdirektoratet, at der særligt vil være tæt trafik lørdag, onsdag og skærtorsdag.
Foto: Grafik

Tæt trafik ved Skagen

Sommerhussæsonen skydes for alvor i gang i påskedagene, og det betyder traditionen tro en øget mængde trafik til og fra de større sommerhusområder rundt om i landet.

Det gælder især sommerhusområderne langs den jyske vestkyst, ved Skagen og i Nordsjælland.

- Forvent derfor også tæt trafik på de større rejsedage på rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing, rute 40 ved Skagen, Rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse og rute 237 mellem Hornbæk og Tisvildeleje, skriver Vejdirektoratet.

Ferieråd til køreturen

·         Kør uden for de mest trafikerede tidsrum

·         Tjek vejrudsigten før du tager afsted

·         Sæt ekstra tid af til din rejse

·         Hold god afstand til de forankørende.

 

Rådene kommer fra Vejdirektoratet.

Hvis man vælger at holde påskeferie uden for landets grænser, skal man være opmærksom på at grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse ved Padborg kan give forsinkelser og mindre kødannelse på hjemrejsedagene.

- Vi anbefaler derfor, at man så vidt muligt kører i god tid og planlægger sin hjemrejse over grænsen uden for de mest trafikerede tidsrum, skriver Vejdirektoratet.

Her kan du læse hele Vejdirektoratets påskeprognose.

Du kan også holde dig opdateret omkring den aktuelle trafikinformation på trafikinfo.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland