Krisen kradser i Fortuna

Efter nyt nederlag hænger drømmen om Champions Leauge i en tynd tråd for Fortuna Hjørrings kvinder.

Det var reelt slaget om andenpladsen i den bedste danske dameliga i fodbold der blev udspillet på Hjørring Stadion lørdag eftermiddag. Fortunas tilbagevendte stjerne Kristine Pedersen var efter et kvarter tæt på at give holdet en drømmestart mod Skovbakken, men stolpen stod i vejen.

I stedet sivede kræfterne stille og roligt ud af vendelboerne. Samtidig kom Skovbakken bedre med i opgøret, men langt ind i overtiden virkede 0-0 som et retfærdigt resultat. Og også et resultat Fortuna kunne bruge, da man så selv kunne afgøre slaget om sølvet i sidste spillerunde.

Men Skovbakkens Marie Bjerg ville det anderledes. Dybt inde i overtiden kom hun først på et indlæg og satte bolden i nettet. Dermed står Skovbakken nu lige i point med Fortuna, men med en hjemmekamp mod BSF i sidste spillerunde, hvor Fortuna på udebane skal møde mestrene fra Brøndby.

- Det er selvfølgelig superærgerligt, vi ville gerne have vundet i dag og spiller egentlig som vi har aftalt. Men vi udnytter ikke vores chancer, og så bliver det svært. Men vi må fokusere på, at vi stadig har en chance for at få fingrene i den andenplads, sagde en skuffet Janni Arnth til TV2/Nord.

Vendelboernes træner var naturligvis skuffet, men også afklaret med, at rivalerne fra Brøndby nu for andet år i træk snupper guldet foran Fortuna.

- Det er jo klart, at Brøndby har været bedst i det her forår, så det er fortjent de vinder. Men som Fortuna-træner er man jo aldrig tilfreds med at vinde sølv eller bronze, lød vurderingen fra træner Jakob Borup.


Seneste nyt

fra Nordjylland