Kulden fortsætter: Nye skispor klar til langrends-entusiaster
Det iskolde vejr er kommet for at blive, og med en god mængde sne har man nu for første gang i fem år kunnet lave skispor til langrendsløbere i Tornby Klitplantage.
Der var gang i den fredag eftermiddag ved Tornby Klitplantage ved Hirtshals, da venneparret Morten og Claus havde fundet skiene frem.
- Det er mange år siden, der sidst har været så meget sne, som der er nu. Så det måtte vi benytte os af. Så er det jo med at komme ind og få skiene fundet frem, siger Morten Lykke og suppleres af Claus Gajsted:
Det er mange år siden, der sidst har været så meget sne, som der er nu. Så det måtte vi benytte os af. Så er det jo med at komme ind og få skiene fundet frem
Morten Lykke
- Jeg har stået og skullet save brænde hele dagen, og man kan godt blive lidt stiv i kroppen af at gå ude i kulden og arbejde, og jeg er ikke god til at løbe, det duer simpelthen ikke, siger Claus Gajsted.
For Morten handler det ikke kun om at få motion og frisk luft.
- Der er sne på træerne, blå himmel. Og ind imellem hører vi en fugl. Og så er der det gode kammeratskab. Vi har aftalt, vi skal stoppe, hver gang der er sol og have en dram, lyder det fra Morten Lykke.
Det kolde vejr fortsætter
Der er stadig god tid til at få prøvet evnerne som langrendsløber af. Det iskolde vejr ser ud til at fortsætte hele næste uge. Derfor har Naturstyrelsen lavet skispor til danskere, der længes efter sne, sol og kulde.
- Der er folk, der prioriterer at løbe, og folk der gerne vil gå en tur med hunden, og der er folk, der gerne vil stå på ski. Vi har været ude med en ATV og trække et skispor, og folk har brugt det rigtig meget allerede. Der har været masser af mennesker her på ski. Så der er nogle, der har været ude og haft det sjovt, lyder det fra Helene Overby, der er skovfoged ved Naturstyrelsen Vendsyssel.
Det er fem år siden, Naturstyrelsen senest lavede skispor i Nordjylland. Så opfordringen er klar fra både Helene Overby og Morten Lykke.
Når det endelig bliver vintervejr, er det også bare at benytte chancen til at få skiene på og komme ud i de danske skove
Helene Overby, Skovfoged ved Naturstyrelsen Vendsyssel
- Vi vil gerne have, man udnytter de muligheder, der er, for at komme ud i naturen. Og når det endelig bliver vintervejr, er det også bare at benytte chancen til at få skiene på og komme ud i de danske skove, siger Helene Overby.
- Hvis man kan holde sig på benene, synes jeg helt klart, man skal gøre det. Man skal også lige finde nogle ski frem, men det behøver altså ikke være det nyeste udstyr, lyder det fra Morten Lykke.
Det er ikke kun ved i Tornby Klitplantage, Naturstyrelsen har været i gang med at lave skispor. Også i Bunken Klitplantage ved Frederikshavn og i Skagen Klitplantage har Naturstyrelsen gjort klar til sneglade danskere.