Kvinde skubbet i havnen efter bytur

To mænd skubbede i nat en 29-årig kvinde i havnen i Aalborg, da hun var på vej hjem fra byen.

En 29-årig kvinde fra Nørresundby blev i nat skubbet i havnen af to ukendte gerningsmænd, der havde opsøgt hende, da hun var på vej hjem efter en bytur.

Kvinden gik langs havnefronten i Aalborg mod Limfjordsbroen, da de to mænd opsøgte hende og gjorde tilnærmelser, som hun forsøgte at afvise. Det fik mændene til umotiveret at skubbe kvinden i havnen, hvorefter de to mænd forsvandt.

Den 29-årige kvinde måtte selv svømme hen til en stige og kravle op af det kolde vand, hvor hun blev mødt af politi og ambulance, der tog sig af hende. Kvinden kunne ikke give meget signalement af de to mænd, udover at de var af udenlandsk herkomst og talte dansk med accent.

- Vi vil gerne vide noget, hvis der er nogen, der har set eller hørt noget, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

Eventuelle vidner kan kontakte Nordjyllands Politi på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland