Kymi Rens tjener penge på miljøvenlig investering

Der findes virksomheder, der sukker højlydt, når snakken falder på miljørigtige initiativer og produktioner. For det koster mange penge, lyder fordommen ofte. Men det kan lade sige gøre at lave investeringer, der både giver en bedre økonomi og en mere miljørigtig produktion. Det har Kymi Rens i Aalborg gjort.

Hos renseriet Kymi Rens er det ikke vand og sæbe, der gør tøjet rent. Det er nye maskiner, der vasker i gas. I stedet for vand benytter de teknologiske maskiner en CO2-gas, der trykkes så hårdt sammen, at den bliver flydende.

- Vi kører med et tryk omkring 55 bar, og ved det tryk, så bliver gassen flydende, og så kan man vaske tøjet, som hvis det var vand. De renser tøjet på en meget mere skånsom måde, siger Michael Porsmose, der er direktør i Kymi Rens.

Kymi Rens er en af de første virksomheder i Nordeuropa, der har installeret de nye CO2-rensemaskiner. De koster cirka fire gange så meget som almindelige rensemaskiner. Men for Aalborg-virksomheden er det blevet en god forretning.

- I starten så var det selvfølgelig en stor investering, og det var også et sats, men nu hvor vi har det, så gør det, at vores løbende omkostninger er lavere, end hvis vi havde holdt fast i de gamle teknologier, siger Michael Porsmose.

For hvert kilo renset tøj sparer Kymi Rens 20 procent sammenlignet med tidligere udgifter. Samtidig går affaldsmængden ned, og energiforbruget går voldsomt ned.

- Vi føler, at vi er rustet til fremtiden. I den tid, hvor vi har været i Aalborg, der er vi gået fra 43 vaskeriet til to. Vi er glade for, at vi er en af de tilbageværende, siger direktøren.

Kymi Rens er blandt 14 danske virksomheder, som Miljøministeriet har brugt til at sætte fokus på bæredygtig udvikling ved at fremhæve dem i kampagnen "Stærkere uden spild".

- Jeg synes jo, at Kymi Rens er et rigtig godt eksempel på, hvordan vækst og udvikling af virksomheden har gået hånd i hånd med også at spare på ressourcerne og gøre noget godt for miljøet, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) til TV2/Nord.

Kymi Rens har ti ansatte.


Seneste nyt

fra Nordjylland