Lejlighed totalskadet efter brand

En lejlighed i Nørresundby blev totalt røgskadet efter en brand mandag formiddag.

Det brændte fra et stereoanlæg og en computer i et hjørne, og lejligheden på Vangen 265 var fuldstændig røgfyldt da brandfolk fra Beredskabscenter Aalborg nåede frem.

Der bor fem personer på adressen, og brandfolkene frygtede at der befandt sig en eller flere i lejligheden. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet og brandvæsnet fik hurtigt ilden under kontrol.

Lejligheden ligger på 3. sal, der er den øverste i komplekset. Det lykkedes derfor at tømme lejligheden for røg og slukke ilden, uden en evakuering af opgangen blev nødvendig.

Branden opstod formentlig på grund af en overophedet computer, men den endelige årsag skal fastlægges af politiets teknikere, oplyser Beredskabscenter Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland