Linnemann skriver kontrakt med storhold: - Største for mig nogensinde

Den nordjyske rallycrosskører Ulrik Linnemann har sikret sig en kontrakt hos et af verdens største største teams.

Drømmen om at skulle køre VM-serien i rallycross er rykket et stort skridt nærmere for den nordjyske rallycrosskører Ulrik Linnemann. Han har netop sat sin underskrift på en kontrakt, der sikrer ham et fast sæde hos det svenske team Olsbergs MSE, der er et af verdens største rallycross-teams. 

- Det er kæmpe stort. Det største for mig nogensinde. Jeg håber stadig, at jeg kan komme nærmere VM-serien på et tidspunkt. Det tror jeg, at det her hold kan hjælpe mig til, siger Ulrik Linnemann om den nye kontrakt. 

quote Før var det mine egne kammerater og familie, der ligesom stod for det hele. Nu er det et stort setup med ingeniørere, mere data og så videre.

Ulrik Linnemann, Nordjysk rallycross-kører.

Flere store rallycrosskørere har været forbi Olsbergs MSE i deres karriere, og for flere kørere har holdet været et springbræt til en større kontrakt. Og den nordjyske hovedperson selv er ikke i tvivl om, at han nu er kommet til et stort team. 

- De har været med til at starte rallycross i USA, og næsten alle topkører har været forbi det hold. Det er det største og mest professionelle hold, og de har udviklet mange kørere til at blive store stjerner, forklarer Ulrik Linnemann.

- Kan ligne et skridt tilbage

Ulrik Linnemann har senest gjort sig i SuperCar-serien, hvor han har kørt om Europamesterskabet. Det har indebåret løb i hele Europa. Med den nye kontrakt skal han køre RallyX Nordic-serien, hvor der er løb i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Letland. 

- Konkurrence-niveauet er på højde med EM-serien, som jeg kørte tidligere. RallyX Nordic er en serie i fremgang. For andres øjne kan det ligne et skridt tilbage, men jeg føler selv, at det er et skridt fremad, fordi det er et større hold med flere professionelle folk omkring mig.

- Før var det mine egne kammerater og familie, der ligesom stod for det hele. Nu er det et stort setup med ingeniørere, mere data og så videre, og det kan forhåbentligt være med til at udvikle mig endnu mere, siger 29-årige Ulrik Linnemann. 

Ulrik Linnemann debuterede som folkerace-kører tilbage i 2002 som kun 13-årig. 


Seneste nyt

fra Nordjylland