Løb direkte ud foran bil

En 23-årig kvinde blev ramt af en bil i Nørresundby, da hun ikke fik set sig for.

En 23-årig kvinde måtte på sygehuset til en undersøgelse, efter at hun fredag eftermiddag blev ramt af en bil i Nørresundby. Uheldet skete omkring klokken 12.40 på Thistedvej i Nørresundby.

Bilisten, en 56-årig kvinde, kom kørende i retningen mod Aalborg, da den 23-årige fodgænger løb direkte ud foran bilen uden at se sig ordentligt for. Hun havde stået ved et busstoppested og kun kigget til højre - og fik ikke orienteret sig til venstre.

Den 23-årige kvinde blev kørt på sygehuset til en undersøgelse, men umiddelbart ser det ikke ud til, at hun er kommet alvorligt til skade, oplyser Nordjyllands Politi.


Seneste nyt

fra Nordjylland