LIGE NU:

Løgstør-rytter nummer to i Norge

Benjamin Justesen fra Team Løgstør -Cycling for Health blev nummer to på 1. etape af Norges største etapeløb Ringerike GP.

Optakten til løbet var alt andet end god for det Københavner-baserede Løgstør-hold, i det Simon Lerbech blev kørt ned under mandagens træning i Norge.

Heldigvis slap han med nogle slag, en forstuvet ankel og en totalskadet cykel. Selv om Simon Lerbech siden uheldet har haft meget svært ved at støtte på foden, så valgte han at stille til start sammen med sine øvrige fem holdkammerater på løbets første etape fra vintersportsstedet Geilo.

Etapen startede med en tre kilometer lang stigning, hvor det lykkedes Benjamin Justesen at komme fri sammen med den hollandske mester Bjørn Hoebon. Duoen fik hurtigt oparbejdet et stort forspring til feltet og nåede på sit højeste op på at have omkring 10 minutters forspring til et stillestående felt.

På løbets sidste 25 relativt hårde kilometer begyndte forspringet dog for alvor at blive mindsket.

Duoen holdt hjem til mål med sølle 7 sekunder og i spurten måtte Benjamin se sig slået af den flyvende hollandske mester Hoebon.

Efter dagens etape fører Team Løgstør - Cycling for Health den indlagte holdkonkurrence.