LYNANALYSE: Historisk hurtigt ministercomeback fortæller to ting
Holdspilleren scorer point internt i presset parti, lyder analysen fra TV2 Nords analytiker.
Sjældent - om nogen sinde - har en fyret minister gjort comeback så hurtigt, som den nordjyske Venstre-kvinde nu gør.
Da hun for præcis to uger siden blev fyret, skrev mange af hendes støtter trøstende på sociale medier, at de var sikre på, at hun igen ville blive minister.
Ingen af dem havde dog formentlig forventet, at det skulle ske så hurtigt.
Baggrunden er trist - afløseren døjer med helbredet.
Men genudnævnelsen viser mindst to ting:
Marie Bjerre blev ikke fyret, fordi hun var udygtig eller doven (for så var hun ikke blevet udnævnt igen).
Hun måtte vige pladsen, fordi Venstres nytiltrådte formand ønskede at vise handlekraft og fornyelse ved at trække en fra især tv kendt erhvervskvinde ind i regeringen.
Marie Bjerre skjulte ikke, at hun var skuffet, men partisoldaten accepterede formandens beslutning og var netop udnævnt til en fremtrædende post som finansordfører i Venstres folketingsgruppe.
Marie Bjerre, der for nylig sammen med sin kommende ministerkollega Morten Dahlin, regionsrådsformand Mads Duedahl og flere yngre Venstre-folk udgav en debatbog med forslag til et mere liberalt Danmark, er fortsat - og nu med ekstra kraft - en del af den generation, der står klar til at rykke helt i front i Venstre.
Det giver uden tvivl point internt og vidner om, at hun er en holdspiller, at Marie Bjerre uden at kny rykker tilbage på regeringsholdet, når formanden beder om det.