Lynge: Kunstgræs vil ændre vores trup

Sportschef Lynge Jakobsen mener, at kunstgræsbaner i Superligaen vil ændre sammensætningen af AaB's trup.

Fodbolden i Danmarks bedste fodboldrække kan ændre sig markant i de kommende år, hvis flere og flere superligaklubber vælger at skifte græs ud med kunstgræs.

Sportschef i AaB, Lynge Jakobsen, ser et scenarie for sig, hvor han skal til at rekruttere helt andre spillertyper end i dag.

- De bedste på kunstgræs behøver ikke at være de bedste på græs, så det er nogle helt andre typer, vi taler om.

- Når der kommer en, to og senere tre kunstgræsbaner i Superligaen, skal vi til at spekulere på, om vi skal have et halvt hold, der er specialister på kunstgræs. Vi bliver nødt til at forholde os til det fremover, fastslår Lynge Jakobsen.

- De klubber, der nu får kunstgræs, får større problemer i overgangsfasen end os andre, for de skal spille 16-17 kampe om året på kunstgræs og 16-17 på græs, mens vi andre skal spille to måske fire på kunstgræs og resten på græs, fortæller han.

FC Nordsjælland er foreløbig den eneste klub, der har meldt ud, at man til sommer skrotter græsset og erstatter det med kunstgræs. Her spår sportschef Jan Laursen ikke den store revolution.

- Der er allerede i dag forskel fra stadion til stadion, hvad angår banernes hurtighed, og hvor meget man vander banerne. Skiftet til kunstgræs bliver bare en lille ny nuance.

- Vi spiller i dag med forskellige bolde rundt om i klubberne, og det betyder sikkert mere, end kunstgræsset kommer til, vurderer Jan Laursen, der ikke vil ændre sin trupsammensætning på grund af skiftet til kunstgræs.

- For os vil det fortsat være teknisk dygtige spillere, der er hurtigt tænkende, vi satser på. Det vil det også være på udebane, fastslår sportschefen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland