Antallet af indbrud på landsplanen har været støt faldende de seneste år, og det kan nu mærkes i danskernes bevisthed. En ny måling fra YouGov for ejendomsmæglerkæden Home viser, at danskerne er mindre bekymrede for ubudne gæster i år.
32 procent siger i julen 2018, at de ”slet ikke’ frygter for indbrud. I julen 2017 var det 24 procent. 42 procent siger i år, at de kun er bekymret i ”mindre grad”. Det tal var 40 procent sidste år.
- Det er en glædelig nyhed, at færre er bange for julebesøg af indbrudstyven. Julen skal være glædens tid og ikke frygtens tid, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.
Samlet er 74 procent slet ikke eller kun i mindre grad bekymrede for indbrud i julen. Det er en stigning på 10 procent-point i de frygtløse, viser den repræsentative måling blandt 1.006 danskere gennemført i uge 51.
Målingen tegner også et billede af, at der er færre danskere, der frygter indbrud ”i meget høj grad”. Tendensen er faldende – fra 4 procent sidste år til 2 procent i år.
Julen er dog fortsat indbrudstyvenes højtid - og juleaftensdag er dagen med flest indbrud.
- Men det er en god nyhed, at der er blevet langt færre indbrud i vores hjem de seneste år, og at det ser det ud til, at det smitter af på den følelse, vi holder juleaften med, siger Michael Dalsager.
Resultater fra YouGovs undersøgelse