Målrettet biltyv huserer i Støvring

22 biler i Støvring og Arden har siden søndag fået slået en rude ind og stjålet deres GPS'ere med mere. En 34-årige litauer er varetægtsfængslet for indbruddene.

22 bilejere skal i den kommende tid ud og investere i en ny bilrude og GPS. Det er resultatet af en række bilindbrud i Støvring og Arden.

- Siden søndag har vi fået 22 henvendelser fra folk, der har fået stjålet GPS'ere, kamera og computere fra deres biler i Støvring og Arden. Så det ligner en meget målrettet tyv, siger vicepolitikommissær i Himmerlands lokalpoliti Johan Nielsen til TV2/Nord.

Men tyven efterlod sig et spor til Midtjylland, hvor en 34-årig litauer er blevet anholdt for indbruddene. Manden blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i de næste fire uger.

- Efterforskningen peger pt. på den 34-årige. Midt- og Vestjyllands Politi fandt for et par hundredtusinde tyvekoster på hans bopæl. Og nu skal vi undersøge indbruddene nærmere i de næste fire uger, siger Johan Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland