Mammutter, sabeltigere og uldhårede næsehorn til Aalborg
Sammen med Naturhistorisk Museum i Aarhus præsenterede Aalborg Zoo i dag en udstilling om istiden, der vil blive verdens største af sin slags.
Sammen med Naturhistorisk Museum i Aarhus præsenterede Aalborg Zoo i dag en udstilling om istiden, der formentlig vil blive verdens største af sin slags. En fond støtter med et tocifret millionbeløb.
Med støtte fra Nordea-fonden åbner Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aalborg Zoo i 2016 en kæmpemæssig istidsudstilling. Udstillingen skal formidle historier om istiden og de dyr der levede der, men et helt centralt budskab bliver istidens rolle i forbindelse med dannelsen af det danske landskab vi kender i dag.
Det samlede budget for istidsudstillingen er omkring 14 mio. kr., hvoraf Nordea-fonden bidrager med 12 mio. kr.
- Istiden vækkes til live og formidles på en måde som gør, at flere vil få øjnene op for, hvorfor det danske landskab ser ud, som det gør. Det bliver en storslået udstilling, der er blevet til i et banebrydende samarbejde mellem to folkelige og markante kulturinstitutioner, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør for Nordea-fonden.
Fra påsken 2016 vil Aalborg Zoo blive indtaget af en række af de store, uddøde istidsdyr. Der vil blandt andet være mammutter, skovelefanter, sabelkatte, hulebjørne, urokser - og der vil være neandertalmennesker. Alle i modeller i naturlig størrelse.
På Naturhistorisk Museum vil publikum ved hjælp af projicerede animationer af istidens landsskaber og istidsmenneskenes egne billeder få oplevelsen af at stå midt i selve istiden.
På otte store lærreder får museets gæster fornemmelsen af at stå midt i et landskab, der langsomt ændrer sig fra isens afsmeltning til de første træer indvandrer, dyreflokke dukker op og mennesket indfinder sig i Danmark.
- Det er fantastisk, at det er lykkedes at få støtte til dette projekt, som vi synes har et vigtigt budskab og som vi samtidig er sikre på kan levere nogle helt fantastiske oplevelser til vores gæster, fortæller direktør Bo Skaarup fra Naturhistorisk Museum i Århus og direktør Henrik Johansen fra Aalborg Zoo.
I 2017 bytter de 2 institutioner udstillinger, og efter to år med udstilling i Aarhus og Aalborg bliver istidsdyr og animationer omformet til en flytbar udstilling, der fra 2018 forventes at blive præsenteret på to eller flere steder i det sydlige og østlige Danmark. Der er allerede kommet konkrete interessetilkendegivelser fra flere større danske attraktioner.