Mand anholdt med trailer fyldt med tyvegods

På vej fra gerningsstedet blev en 22-årig mand taget af politiets hundepatrulje.

En 22-årig mand fra Støvring brød lidt over klokken 1 i nat ind hos Fri-stedet på Kollegievej i Aalborg. Her stjal han blandt andet en gokart, en ATV'er og flere andre effekter, som han læssede på en trailer, hvorefter han stak afsted fra gerningsstedet.

På vej derfra blev han stoppet af en af politiets hundepatruljer, der var på vej til stedet, efter at en anmelder havde gjort politiet opmærksom på indbruddet. Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

Den 22-årige mand har brudt to porte op for at få adgang til effekterne. I løbet af formiddagen fredag skal han afhøres hos politiet, der derefter vil tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.


Seneste nyt

fra Nordjylland