Mand fra Aalborg fængslet i stor heroinsag

Tre mænd mistænkes for at smugle op mod 9,5 kilo heroin fra Danmark til Sverige. De to er nu varetægtsfængslet.

Københavns Politiet fik torsdag varetægtsfængslet en 42-årig mand fra Aalborg i en sag om indsmugling og opbevaring af op imod 9,5 kilo heroin.
 
- Vi har fået manden overført fra Aalborg til København, og han er i et lukket grundlovsforhør i dommervagten blevet varetægtsfængslet 14 dage i isolation, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi.
 
Ifølge mandens forsvarer nægter han sig skyldig.
 
I sidste uge blev en 43-årig mand fængslet i sagen, der begyndte med, at to vakse betjente standsede en Audi på motorvejen ved lufthavnen og fandt op imod 9,5 kilo brun heroin i bagagerummet.
 
På grund af de lukkede døre vil politiet ikke oplyse andet, end at de to mænd, der nu er fængslet, kender hinanden.
 
Desuden mistænker politiet yderligere en mand i samme sag.
 
- Det er en 46-årig mand fra Brøndby Strand, som jeg gerne vil opfordre til at melde sig, siger Steffen Thaaning Steffensen.
 
Den første mand, der er af iransk oprindelse, blev anholdt, da to betjente fattede mistanke til hans noget usikre kørsel. Da chaufføren virkede nervøs, ransagede betjentene bilen og fandt heroinen i fem pakker i bagagerummet.
 
Hvis de tre mænd tiltales i sagen og bliver kendt skyldige i indsmugling af heroinen, risikerer de lange fængselsstraffe.
 
I en straffesag fra 2006, hvor en 44-årig mand havde indsmuglet 4,4 kilo heroin og opbevarede et tilsvarende kvantum, lød straffen på 10 års fængsel.


Seneste nyt

fra Nordjylland