Mand sigtet for at have krysantemum-bombe på sig

Nordjyllands Politi fandt sent fredag eftermiddag en mand, som var i besiddelse af en krysantemumbombe.

En 23-årig mand bliver sigtet for at overtræde fyrværkeriloven. Manden blev fredag klokken 17.15 taget med en krysantemumbombe på sig i Kildeparken i Aalborg.

En hundepatrulje rykkede ud til Kildeparken, da man hørte braget fra et kanonslag. Her bemærkede patruljen tre mænd og en kvinde, og da personerne fik øje på patruljen, kastede den 23-årige mand en pose fra sig.

I plastposen fandt hundepatruljen en krysantemumbombe, og kort derfra fandt patruljen endnu en pose, som indeholdt to krysantemumbomber og 19 kanonslag.

Den 23-årige mand bliver sigtet for at have været i besiddelse af én krysantemumbombe.

Ammunitionsryddere fra Skive afhenter det ulovlige fyrværkeri, som Nordjyllands Politi advarer imod.


Seneste nyt

fra Nordjylland