Mangel på toiletter til buschauffører
Foto: Lars Christoffersen
(Arkivfoto)
De må gøre det i vejkanten, på det lokale plejehjem eller i bukserne.
Buschauffører må flere steder i landet køre bus i tre timer eller mere, før de kan komme på toilettet. Det skriver Avisen.dk.
Chaufførernes fagforening, 3F, mener, at forholdene er uanstændige.
- Jeg har været i branchen i 25 år, og det er ikke et problem, der er blevet mindre. Og det er uanstændigt at man tilrettelægger arbejdet sådan at chaufførerne ikke kan komme på toilet, siger Kjeld Hougaard Jensen, miljøkonsulent i 3F til Avisen.dk.
Problemet er særlig stort i Sønder- og Nordjylland, hvor flere buschauffører efterspørger toiletter. Nogle fortæller Avisen.dk, at de må vente i op til tre timer for at komme til at toilet.
- Der mangler toiletfaciliter på syv af de mellemstationer, jeg kommer forbi. Og for nyligt måtte jeg vente fire timer på at komme på toilet, siger Michael Olesen, fungerende formand for Landsklubben for 3F's Bybus- og Rutebilschauffører og ansat som buschauffør i City Trafik i Aalborg.
Patientorganisationen Kontinensforeningen advarer mod de sundhedsmæssige konsekvenser for chaufførerne:
- Det er jo møjhamrende usundt at holde sig i så lang tid, og i værste fald kan det føre til inkontinens, altså ufrivillig vandladning, siger Aase Randstoft, der er sekratariatschef ved Kontinensforeningen til Avisen.dk.
Tal fra Pension Danmark viser, at 13 procent af buschaufførerne er kvinder, og her udgør de manglende toiletter et ekstra stort problem. Ifølge Arbejdstilsynets vejledning på området, er det arbejdsgivernes ansvar, at der er ordentlige toiletforhold til stede.
City Trafik står for cirka halvdelen af buskørslen i Aalborg og omegn.
Ifølge Driftchef Heine Guldhammer er det ikke rigtigt, når flere medarbejdere siger, at der kan være flere timers kørsel mellem toiletterne.
- Det er ikke korrekt. Vi har toilet på endestationerne, og mulighed for at komme på toilet på busterminalerne. Det er max en time der kan gå, før buschaufføren kan komme på toilet, siger Heine Guldhammer til Avisen.dk.
Det er regionernes fem store trafikselskaber, der udbyder buskørslen til arbejdsgivere som for eksempel Arriva, Tidebus og Nettbuss, og de har mulighed for, at stille krav om ordentlige toiletforhold i udbudsmaterialet.
Det har man valgt ikke at gøre i Sydtrafik, og det er der en særlig grund til, siger økonom i trafikselskabet, Jørgen Fischer:
- Mange steder er det kommunerne, der ejer toiletfaciliterne, og vi ønsker ikke at tvinge vognmændene til at indgå en aftale med kommunerne, siger han til Avisen.dk.