Mangel på fodbolddommere truer seriekampe: 19-årige Marcus dømmer sin fjerde kamp på fire dage

Dommermangel truer afviklingen af fodboldkampe i de nordjyske serierækker. 19-årige Marcus Møller Henriksen dømmer adskillige kampe om ugen, men han håber, han snart får flere kolleger.

Der er lokalopgør i Vendsyssel. Vodskov tager imod Vestbjerg i Serie 3. Dommer er 19-årige Marcus Møller Henriksen fra Frederikshavn. Det er hans fjerde kamp på fire dage.

- Det er lige i overkanten. Det kan godt blive hårdt for benene, siger Marcus Møller Henriksen, inden han fløjter kampen i gang.

Marcus Møller Henriksen har været dommer i fire år. På grund af dommermangel dømmer han cirka 100 kampe om året. I dette forår er det endda steget til fem om ugen.

- Vi har desværre allerede nu dommerløse kampe, hvor vi må ringe ud til klubberne og sige, at den kamp desværre ikke kan dømmes af en dommer og de må dømme selv, forklarer HR-koordinator for dommerne hos DBU Jylland, Lasse Læbel Graagaard.

Dommermanglen er specielt stor i Vendsyssel, hvor der bliver spillet flere kampe på en uge, end der er aktive dommere. Nu starter DBU Jylland en ny kampagne. Målet er at skaffe 15 nye dommere om året nord for Limfjorden.

- Du får et fællesskab, du får venner for livet, du får gode kollegaer, og så får du nogle lederegenskaber, som du bruger til at håndtere de her trælse spillere, der kan være en gang imellem, uddyber Lasse Læbel Graagaard.

Marcus Møller Henriksen måtte uddele fem gule og to røde kort i Serie 3-kampen mellem Vodskov og Vestbjerg.
Marcus Møller Henriksen måtte uddele fem gule og to røde kort i Serie 3-kampen mellem Vodskov og Vestbjerg.
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Får trusler

Spillernes og trænernes opførsel bliver ofte nævnt som en af grundene til dommermangel.

- Jeg har haft nogle trusler og sådan lidt. Det var meget mærkeligt. Ikke særligt sjovt. Det er meget grænseoverskridende at stå i sådan en situation, fortæller dommer Marcus Møller Henriksen.

- Der er et negativt syn på det at være fodbolddommer fra dem, der ikke har prøvet det. Det er de her overskrifter, man ser med, at der er trusler mod dommerne og verbale tæsk til dommerne, siger Lasse Læbel Graagaard.

quote Jeg kan sagtens forstå, hvis det afskrækker folk

Rasmus Larsen, anfører, Vestbjerg IF

I dagens lokalopgør i Vodskov får dommeren også sit at se til. Fem gule og to røde kort bliver det til.

- Sådan er det ikke hver gang, men i dag der var det sgu noget værre noget. Det lægger jeg ikke skjul på, siger Vodskovs målmand Niclas Pedersen efter kampen, og han bliver bakket op af dagens modstander fra Vestbjerg.

- Jeg kan sagtens forstå, hvis det afskrækker folk. Lige sådan en kamp som i dag, der var tænding på, og der var også nogle hårde tacklinger rundt omkring. Der skal noget til for at dømme det, som dommeren gjorde i dag, siger Rasmus Larsen, som er Vestbjergs anfører.

Hverken en sur, udvist træner eller en spiller, der brugte udtrykket 'fucking nar', kan dog ryste Marcus Møller Henriksen. Heller ikke selvom 90 minutters arbejde som fodbolddommer giver bare 250 kroner plus kørepenge.

Næste mål for den unge Serie 3-dommer er Danmarksserien. Den store drøm er Superligaen.



Seneste nyt

fra Nordjylland