Martin udvider i Frederikshavn

Lysfabrikken Martin i Frederikshavn lukker sin produktion i Kina og flytter den hjem til Frederikshavn.

Omvendt outsourcing. Sådan kan man betegne lysfabrikken Martins nyeste strategi. Fabrikken lukker sin produktion i Kina og trækker produktionen hjem til Frederikshavn, hvor Martin i forvejen har en fabrik.

- Flytningen er sikker. Vi kender endnu ikke et endeligt tidspunkt for flytningen, men det bliver i det indeværende år, siger fabrikschef Peter Høy.

Flytningen af produktionen er en del af en ny forretningsstrategi, der skal gøre hele opbygningen i Martin Gruppen mindre kompleks.

- Det giver ikke mening at lave produkter i Kina, der alligevel primært sælges i Europa, siger Peter Høy.

Derfor skal alle lysprodukter i fremtiden produceres i Frederikshavn. Administrationen vil blive varetaget af personer, der i forvejen er ansat i Martin, men der kan blive tale om nye stillinger i produktionen.

- På sigt vil det kaste nogle stillinger af sig i Frederikshavn, men det er for tidligt i forløbet at sige noget om, hvor mange. Det afhænger af afsætningen af produkterne, siger fabrikschefen.

Selv om Martin lukker for produktionen i Kina, så vil Martin stadig være til stede på det kinesiske marked. Her vil man fortsat købe elementer, som skal bruges i produktionen i Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland