Masselukninger: Aldi sætter dato på, hvornår nordjyske butikker drejer nøglen om

Syv nordjyske butikker lukker i starten af 2023.

"Klappe zu, Affe tot". Sådan lyder en tysk talemåde, der minder om den danske "slut, prut finale".

Og slut er det snart med at trille indkøbsvognen ind i tyske Aldi. For knap to uger siden meldte kæden nemlig ud, at de trækker sig fra det danske marked.

De mange Aldi-butikker holder dog fortsat åbent, men udløbsdatoen nærmer sig.

- Her og nu er vores fokus at fastholde vores loyale og dygtige medarbejdere i butikker og logistik, så vi kan give kunderne en god oplevelse både hen over jul og nytår og lige til det sidste i 2023, siger Finn Tang, administrerende direktør i ALDI Danmark.

Sidste åbningsdag i 59 af butikkerne, som Aldi ikke forventer at finde købere til, er fastsat, og seks af disse er nordjyske.

Disse nordjyske Aldi-butikker lukker i starten af det nye år

Aalborg, Odinsgade 7 26-01-2023

Aalborg, Bisgaardsvej 8 26-01-2023

Fjerritslev, Parkvej 3 09-02-2023

Hjørring, Frilandsvej 100 09-02-2023

Hurup Thy, Østre Allé 1 09-02-2023

Løkken, Industrivej 2-4 09-02-2023

Uafklaret fremtid

Aldi har indledt forhandlinger med andre aktører i dagligvarebranchen om at overtage 15 butikker. Indtil en afklaring er på plads holdes disse butikker åbent. Én af disse butikker ligger i Hjørring på Skagensvej 100.

De resterende 114 butikker samt tre logistikcentre overdrages til Rema 1000 i løbet af 2023, når de danske konkurrencemyndigheder ventes at godkende transaktionen.

Aftalen med Rema 1000 sikrer ansættelse til omkring 1600 af Aldi Danmarks cirka 2800 medarbejdere, mens salg af de resterende butikker potentielt kan sikre ansættelse for op til 180 medarbejdere. Lukningen af de 59 butikker i januar og februar ventes at medføre afskedigelse af 625 medarbejdere.

- Vi gør vores bedste for at hjælpe og støtte de medarbejdere, som snart skal finde nyt job. I den forbindelse glæder jeg mig over den store interesse fra andre i branchen for de dygtige kolleger, som vi desværre må opsige, siger Finn Tang.


Seneste nyt

fra Nordjylland