Mathias Wichmann skriver kontrakt med Viborg FF

Mathias Wichmann får igen Jeppe Curth som holdkammerat, når han fremover skal tørne ud for Viborg FF i 1. division.

Nærmest samtidig med at AaB kunne offentliggøre at klubben og Mathias Wichmann er blevet enige om at ophæve kontrakten, offentliggør Viborg FF, at den 23-årige Wichmann nu skal spille hos dem i 1. division.

-Viborg har gang i et spændende projekt med mange dygtige spillere, og jeg tror på, at det er det rette sted at udvikle mig yderligere. Jeg er sulten efter spilletid, og samtidig vil jeg gerne spille på den centrale midtbane igen, og det håber jeg på at få opfyldt i Viborg, siger Mathias Wichmann til Viborg FF's hjemmeside.

-Det er meget glædeligt, at vi er blevet enige om en aftale med Mathias Wichmann, som har spillet over 100 kampe i Superligaen. Han er en teknisk stærk, offensiv midtbanespiller, som er kreativ og meget fodboldklog. Vi får en spiller, der er dygtig til at tænke i offensive løsninger, og vi glæder os meget til, at han bliver en del af Viborg FF, udtaler sportschef Ole Nielsen til hjemmesiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland