Millioner til arkæologi

 Millioner til arkæologi

Harald Blåtands tre danske kongeborge Trelleborg, Aggersborg og Fyrkat bliver gennem de næste 2 år undersøgt for millioner. Dronningens arkæologiske fond har taget initiativet og finansierer undersøgelserne.

Arkæologerne tager her de første boreprøver på engene omkring Fyrkat. Boringerne skal vise, hvor det kan betale sig at grave mere intensivt.
- Vi skal finde ud af, hvor der er noget at finde inden vi sætter det store maskineri i gang, siger arkæolog Niels Hald, fra Kongens Borge.

Kongens Borge er navnet på det projekt, der gennem de næste to år skal undersøge om der er flere vikingefund omkring borgene, der kan fortælle mere om borgenes betydning.

Arkæologerne koncentrer sig om de våde arealer omkring borgen. Her håber man at finde tegn på byggeri af skibe.
- Vi håber at finde tegn og dokumentation for at skibene er sejlet helt op til Fyrkat, og så er blevet enten bygget eller repareret nedenfor den, siger Niels Hald

Initiativet til undersøgelserne omkring vikingeborgen er taget af Dronning Magrethes arkæologiske fond. Fonden står også for finansieringen sammen med Augustinus-fonden. Millionerne til forundersøgelser skal bruges over de næste to år.
- Det er dejligt, at andre vil lave den slags undersøgelser. Vi undersøger jo ikke selv, vi formidler historien, siger Anne Mette Gielsager, Museumsinspektør på Vikingecenteret Fyrkat.

Først når undersøgelserne er overstået ved arkæologerne om der er vigtige vikingfund i sigte.
- Hvis de først finder noget arkæologisk guf i deres ungersøgelser, så skal der først rigtig graves, siger Anne Mette Gielsager.


Seneste nyt

fra Nordjylland