Minksæson redder Gjøl Kro

Det har været op ad bakke for landsbykroerne de seneste år, men på Gjøl Kro er ejeren gået utraditionelt til værks. Hun har brugt de dårlige tider til at få gang i kødgryderne, og minksæsonen redder nu kroen fra lukning i en ellers død periode.

Karina Larsen og hendes mand overtog for nogle år siden Gjøl Kro - i november lige op til minksæsonen.

-Jeg følte det var det dummeste, jeg nogensinde havde gjort, for her var helt dødt. Ingen ringede, ingen bestilte mad, og ingen besøgte kroen, siger Karina Larsen.

Til gengæld var der gang i den på minkfarmene, og det fik krokokken til at tage kontakt til pelsdyravlerne, for hun havde jo tid nok til at lave mad til dem. Snakken endte med, at Karina Larsen nu laver op til 60 portioner mad til minkavlerne og deres folk hver dag. Det betyder, at hun som normalt undgår at lukke kroen på alle hverdage i november og december.

For minkavleren er ordningen også en gevinst.

-Vores medarbejdere får ordentligt og rigeligt mad og er fri for selv at bruge kræfter på madlavning, når de har fri. De har en lang arbejdsdag og arbejder hårdt. Vi kan tydeligt mærke, at færdiglavet mad bragt lige til døren også gør, at de udfører deres arbejde meget bedre, siger Mads Westergaard, minkavler på Gjøl.

På kroen bliver der også mere arbejde til køkkenhjælperen.

-Det er gevinst for alle, siger kroejeren.

Sidste år producerede Danske Minkavlere over 17 millioner skind, og de eksporterede for over 13 milliarder kroner samme år


Seneste nyt

fra Nordjylland