LIGE NU:

Museum ikke afvisende overfor sammenlægning

Nordjyllands Historiske Museum er ikke afvisende overfor en eventuel sammenlægning med Aalborg Søfarts- og Marinemuseum.

Det nordjyske folketingsmedlem Arne Toft (Soc.dem.) forslår at de to museer lægges sammen for at redde Søfarts- og Marinemuseet, som har økonomiske problemer.

- Vi vil kigge på det, når der er et konkret forslag, siger Per Svensson bestyrelsesformand for Nordjyllands Historiske Museum til TV2/Nord.

Selvom Arne Toft lokker med flere penge, hvis de to museer går sammen, så får det ikke bestyrelsesformanden til at klappe i hænderne.

- Penge kan ikke udelukkende løse det. I øjeblikket har vi hænderne fulde, og spørgsmålet er om vi har overskud til en sammenlægning, lyder det fra Per Svensson.

Han vil nu afvente yderligere information, om hvad forslaget fra Arne Toft præcist går ud på.