Nægtet aktindsigt i søns selvmord
Til tv2nord.dk
Faren til den 21-årige, som begik selvmord i Aalborg Arrest, kan ikke få aktindsigt i sagen om sin egen søns selvmord. Advokat mener, at Kriminalforsorgen bryder menneskerettighedskonventionen.
Jim Karlsen husker tydeligt sin reaktion, da han første gang læste papirerne, der bevidner afslaget på hans ansøgning om aktindsigt i sagen om sin søns selvmord den 31. marts sidste år.
- Jeg græd, først græd jeg og så blev jeg vred, siger Jim Karlsen.
Jim Karlsen vil gerne vide, hvad der helt præcist skete i dagene op til sønnens selvmord for over et år siden, men det kan han ikke. Kriminalforsorgen mener nemlig ikke, at Jim Karlsen har part i sagen om sin egen søns selvmord.
- Hvis jeg ikke har det som hans far, hvem har så?, spørger Jim Karlsen sig selv.
I dagene op til selvmordet truede Jim Karlsens søn med at skære halsen over på sig selv med en hjemmelavet kniv. Blandt andet derfor blev han bæltefikseret i over 19 timer og tilset af en læge. Han kom tilbage til sin celle den 30. marts, morgenen efter blev han fundet død. Han havde hængt sig i sin livrem.
Jim Karlsens advokat, Claus Bonnez, mener, at afslaget på aktindsigt ganske enkelt skyldes uvidenhed hos Kriminalforsorgen.
- Der er faktisk fast praksis ved menneskerettighedsdomstolen på, at de pårørende ikke bare skal have sagsakterne, de skal have dem meget hurtigt. Så lige i den her konkrete sag er det min oplevelse, at Kriminalforsorgen allerede har krænket menneskerettighedskonventionen ved at være så langsomme som de har været. De (sagsakterne red.) skulle have været udleveret meget, meget hurtigt til de pårørende, siger Claus Bonnez.
Jim Karlsens advokat har klaget over afslaget på ansøgningen om aktindsigt - men indtil klagen bliver behandlet, banker spørgsmålene stadig på hos Jim Karlsen.
- Hvad er det, der er sket derinde i de sidste tre dage op til hans selvmord? Jeg vil gerne vide det, men jeg må ikke, siger Jim Karlsen.
TV2/NORD har været i kontakt med Kriminalforsorgen. De ønsker dog ikke at svare på, hvorfor de ikke mener, at Jim Karlsen er part i sagen om sin egen søns selvmord, da de ikke vil udtale sig om den konkrete sag.