Naturfredningsforening ønsker forbud mod bestemt type fiskeri: - Nej tak, siger fiskere

Formanden for Strandby Fiskeriforening er dybt uenig i opfordringen om at forbyde bundtrawl i beskyttet hav.

Danmark skal hurtigst muligt forbyde bundtrawl. Sådan lyder opfordringen nu fra Danmarks Naturfredningsforening, efter at EU-kommissionen har offentliggjort en ny biodiversitetsstrategi. Det skaber frustration hos formanden for Strandby Fiskeriforening.

- Jeg siger nej tak - det er vi helt klart ikke enige om, lyder det fra Claus Hjørne Pedersen. 

Den nye biodiversitetsstrategi fra EU betyder, at Danmark senest i 2030 skal have indført et forbud mod bundslæbende fiskeriredskaber i beskyttet hav. 

Stor uenighed

SVM-regeringen har i sit regeringsgrundlag lagt op til, at 10 procent af de danske farvande skal være strengt beskyttet, mens 20 procent skal være beskyttet.

Men hvor beskyttet, det skal være, er Danmarks Naturfredningsforening og formanden for Strandby Fiskeriforening ikke enige om.

- Der skal vi finde ud af at udnytte det bedst muligt med trawlfiskeri. Vi kan ikke blive ved med at aflevere arealer, siger Claus Hjørne Pedersen. 

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening kan det kun gå for langsomt med at få indført et forbud mod bundtrawl i beskyttet hav.

Fiskeriet har presset havmiljøet for længe, mener Thorkild Kjeldsen fra Danmarks Naturfredningsforening i Nordjylland.
Fiskeriet har presset havmiljøet for længe, mener Thorkild Kjeldsen fra Danmarks Naturfredningsforening i Nordjylland.
Foto: Clara Al-Naseri / TV2 Nord

- Det er noget, vi i Danmarks Naturfredningsforening har råbt på længe. Det er en nødvendighed, for der er ikke den balance i havet, der bør være. Der er ikke mulighed for den dyreopdræt, der skal være, for det er hårdt presset mange steder, siger Thorkild Kjeldsen, som er samrådsformand for Danmarks Naturfredningsforening i Nordjylland. 

Presset havmiljø

Formanden for Strandby Fiskeriforening er netop vendt hjem fra konference på Christiansborg om fiskeriets fremtid - og dén ser dyster ud, hvis bundtrawl forbydes.

- Der er brug for fiskerne og fiskeriet fremadrettet, derfor skal vi jo også have pladsen at være på, siger Claus Hjørne Pedersen. 

Men spørger man naturfredningsforeningen har fiskeriet presset havmiljøet for længe.  

- Fiskeriet har været for stort, og når man så gør det med nogle så effektive redskaber, at det fjerner livsgrundlaget for andet, så er man nødt til at gøre noget der. Derfor vil der selvfølgelig være nogle fiskere, der ikke kan fange de mange mængder, de har gjort, siger Thorkild Kjeldsen. 

Tror på opbakning

På Christiansborg er den socialdemokratiske fiskeriordfører Bjarne Laustsen enig i, at nogle havområder skal fritages fra bundtrawl. Men løsningen ligger også i, at redskaberne skal udvikles, mener han. 

- Vi skal kigge på, om det er muligt at forbedre dem, så de ikke laver så stor ravage, som de laver i dag, siger Bjarne Laustsen. 

Selvom EU vil have medlemslande til at droppe bundtrawlen inden 2030, så frygter Claus Hjørne Pedersen ikke for, at det bliver en realitet lige med det samme. 

- Vi bliver nødt til at tænke fiskeriets plads ind i det her, mener Claus Hjørne Pedersen.
- Vi bliver nødt til at tænke fiskeriets plads ind i det her, mener Claus Hjørne Pedersen.
Foto: Erhvervshus Nord

- Det tror jeg ikke på. Det, jeg har hørt fra politikerne i dag, er, at de bakker op om fiskeriet, så jeg er sikker på, de tager os med på råd i det, slutter han. 

Regeringen vil i en kommende havplan tage stilling til et forbud mod bundtrawl i de beskyttede havområder. 


Seneste nyt

fra Nordjylland