Nordjyder skal have smag for kvalitet og sundhed
Nyt videnscenter samler kulinarisk kreativitet og kompetence på Food College Denmark i Aalborg
Regionsrådet i Region Nordjylland har fundet opskriften på det gode måltid. Et nyt initiativ til 500.000 kr. skal bane vejen for etableringen af Center for Mad til Mange på Food College Denmark i Aalborg.
Her skal førende råvareproducenter, leverandører og fødevareforskere samt ansatte fra storkøkkener og kantiner bruge deres fælles viden og erfaringer til at udvikle sunde og bæredygtige ernæringsløsninger.
Rammerne er vigtige
Visionen bag Center for Mad til Mange er at fremme den samlede kvalitet af måltidet på sygehuse samt i ældreplejen, børneinstitutioner og andre større bespisningssteder i offentligt og privat regi.
Baggrunden for initiativet er, at flere undersøgelser har vist, at både vores mad samt rammerne omkring vores måltider har stor betydning for vores sundhed og velvære.
Længere på literen
- Både i dagligdagen og i forbindelse med sygdom er det afgørende for vores sundhedstilstand og almene velbefindende, at vi får en sund og nærende kost. På den måde fungerer kroppen lidt som en bilmotor. Vi skal have den rigtige slags benzin i tanken. Så kører vi både bedre og længere på literen, forklarer overlæge Henrik Højgaard Rasmussen, Center for Ernæring og Tarmsygdomme på Aalborg Sygehus, der er medlem af styregruppen bag Center for Mad til Mange.
Det nye initiativ omkring Center for Mad til Mange gennemføres i tæt samarbejde med en række større aktører herunder Region Midtjylland og 3F samt Hvidovre Hospital.