Nordjyder vil hellere på forretningsrejse end sjællændere
Foto: Aalborg Lufthavn
En ny undersøgelse viser, at nordjyske forretningsrejsende er mindre kede af at være væk fra familien end rejsende fra Sjælland.
Nordjyske forretningsrejsende er mindre kede af at være væk fra familien end rejsende fra Sjælland.
Det viser en ny undersøgelse udført af BCD Travel. 1.244 danske forretningsrejsende deltog i undersøgelsen - herunder 126 nordjyder.
Og det viser sig, at de nordjyske forretningsrejsende skiller sig ud fra flokken på flere måder. Nordjyderne skiller sig ud, når det kommer til at savne familien derhjemme. Det gælder for 16 procent af de nordjyske rejsende, mens hele 26 procent af sjællænderne anfører det i undersøgelsen.
Myten om, at nordjyderne er nærige, gælder ikke for nordjyske forretningsrejsende, viser undersøgelsen.
For når det drejer sig om at vælge hotel, er placering den vigtigste faktor for nordjyske forretningsrejsende (43%) efterfulgt af pris (34%) og forretningsfaciliteter (17%).
Undersøgelsen sammenligner også de skandinaviske lande på tværs. I forhold til de rejsende fra nabolandene er prisen mindre vigtig for nordjyske forretningsrejsende (34 %) sammenlignet med nordmænd (51%) og finner (49%).
Om undersøgelsen
Undersøgelsen blev udført på internettet af Kompas Kommunikation på vegne af BCD Travel i marts-april 2017. Respondenter blev rekrutteret af YouGov og SmartResponse.
4.427 respondenter fra Norge (1.113), Finland (1.045), Sverige (1.035) og Danmark (1.244) besvarede hele undersøgelsen.
71% rejser 1-4 gange årligt og 18% rejser mindst 5 gange årligt. 52 % mænd og 48 % kvinder besvarede undersøgelsen.
44 % var i alderen 18-39 år og 56 % i alderen 40 +.
38 % var fra små virksomheder, 26 % fra mellemstore og 36 % fra store virksomheder.