Nordjyderne er nærigst med flaskepanten

Nordjyderne er dem, der donerer færrest penge til velgørenhed, når de afleverer deres pantflasker.

Der bliver sjældent trykket på velgørenhedsknappen, når nordjyderne er en tur forbi flaskeautomaten for at aflevere tomme flasker og dåser. Det viser nye tal fra Coop-butikkerne.

Sidste år blev der igennem de nordjyske flaskeautomater doneret 404.298 kroner til velgørenhed. Det svarer til, at hver nordjyde i gennemsnit har givet 70 øre til organisationerne CARE Danmark og Børns Vilkår.

Nordjylland er den landsdel, hvor folk er nærigst med flaskepanten. Til sammenligning blev der i hovedstaden doneret en krone og 40 øre per indbygger via velgørenhedsknappen sidste år.

- Selvom panten fra fire flasker kan virke som et lille beløb, er den med til at gøre en kæmpestor forskel for verdens fattigste mennesker, siger Niels Tofte, generelsekretær i CARE Danmark.

På landsplan blev der i 2014 indsamlet 5,9 millioner kroner via Coops flaskeautomater.


Seneste nyt

fra Nordjylland