Nordjylland har de gladeste sygeplejersker
Foto: TV2/Nord
Nordjyske sygeplejersker trives rigtig godt, viser en ny undersøgelse.
En stor undersøgelse viser, at sygeplejerskerne i Nordjylland er dem, der trives bedst.
Medindflydelse, hurtig handling og åben snak om det psykiske arbejdsmiljø. Når der er gang i de tre ting, trives sygeplejerskerne, siger Ingelise Nyholm Andersen, der er sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn.
Og sygeplejerskerne trives i den grad i Nordjylland - især i forhold til kollegerne i Region Hovedstaden. Det viser en trivselsundersøgelse med svar fra over 17.000 sygeplejerske landet over.
Det skriver DR Nordjylland.
I Nordjylland er sygeplejerskerne nærmest lykkelige.
For den samlede tilfredshedsscore med arbejdsmiljøet blandt de nordjyske sygeplejersker er på 72 på en skalea fra 0 til 100, hvor 100 svarer til at være tilfreds i meget høj grad, mens 0 er udtryk for det absolut modsatte.
Til sammenligning ligger scoren blandt sygeplejerskerne i Hovedstaden på blot 52.
Ingelise Nyholm Andersen peger på, at det i Nordjylland især er blevet gjort meget ud af at gøre det legalt at tale om det psykiske arbejdsmiljø og på hurtigt at få løst problemer.
- I Frederikshavn oplever vi desuden i teams at være tæt på ledelsen og føler, at vi bliver hørt, siger hun.
Sidste år blev Sygehus Vendsyssel Frederikshavn da også sidste år kåret som landets bedste blandt 20 mindre danske sygehuse, og med Sygehus Vendsyssel Hjørring på andenpladsen.
/ritzau/