Nordjyllands bedste fastelavnsboller: Se de seks amatørbagere og deres bagværk i finalen

TV 2 Nord kan nu løfte sløret og præsentere deltagerne til årets fastelavnsbolle-konkurrence.

På torsdag den 17. februar klokken 12 sker det. 

TV 2 Nord kårer Nordjyllands bedste fastelavnsbolle bagt af seks udvalgte, nordjyske amatørbagere.

Udover den flotte titel som Nordjyllands bedste til at bage fastelavnsboller hjemme, får vinderen af konkurrencen et gavekort til brunch for ti personer ved Hune Bageri.

quote Jeg elsker at bage og skabe glæde til alle dem, der kan nyde det

Mette Werenberg, fastelavnsbollebager

- Der var rigtig meget flot bagværk at vælge imellem, og vi fik spændende bud på fra nær og fjern. Men disse seks deltagere har hver noget unikt at byde på, siger Mie Leonora Heiberg, online-redaktør og med i TV2 Nords fastelavnsbolle-komité, der har udvalgt deltagerne.

Mød de heldige deltagere, som er blevet udvalgt til at konkurrere om den eftertragtede titel:

Amatørbagerne i Nordjyllands bedste fastelavnsbolle:

Annette Justesen

Annette

Annette

53-årige Annette Justesen fra Karup har tilmeldt sig konkurrencen, fordi hun elsker at bage og slapper af, når hun gør det. Sammen med sin mand Jan driver hun supermarkedet Meny i Karup. En del af Annettes fritid går med at bage lækre kager, og da der altid er nogen blandt personalet i supermarkedet, som kan spise kage, bliver kagerne ofte testet af kollegerne.  

For nogle år siden var Meny kæden sponsor for Masterchef. Det gav Annette Justesen en masse tid til at øve. 

- Der gav vi den fuld gas i butikken, hvor jeg havde en aftale med en lokal madblogger, og der lavede vi mad og bagte hver fredag i de uger, siger Annette Justesen. 

Mette Werenberg Just

Mette

Mette

Mette Werenberg Just fra Aalborg er 42 år og arbejder til dagligt som social -og sundhedshjælper i hjemmeplejen. Mette Werenbergs fastelavnsboller er yderst populære i familiekredsen. Så populære, at de bliver ønsket i fødselsdagsgave, og det er Mette Werenberg Just glad for. 

- Jeg elsker at bage og skabe glæde til alle dem, der kan nyde det, som kommer ud af min ovn. Det kan være alt fra knækbrød, boller og brød til småkager og større udsmykkede kager, siger Mette Werenberg Just. 

Julie Larsen

Julie

Julie

Konkurrencens yngste deltager er 20-årige Julie Larsen fra Hjortdal. Bagning for Julie Larsen har været noget, som hun har været interesseret i, siden hun var helt lille. Hun har en passion for lige nøjagtigt fastelavnsboller, da hun elsker at lege med forskellige kombinationer af dekorationer. 

Julie Larsens opskrift til de helt perfekte kager stammer fra et særligt sted.  

- Jeg har arvet min mormors opskriftsbog med bla. en opskrift på vandbakkelser. Der skulle en del forsøg til, indtil den perfekte opskrift blev fundet, siger Julie Larsen.  

Joan Dahl

Joan

Joan

Joan Dahl er 66 år og fra Vodskov. Hun har tidligere undervist i helteyoga og kranio sakral terapi. Hun har en stor kærlighed til bagning, som har fyldt meget gennem årene. 

- Glæden ved at bage kommer fra min barndom. Der blev bagt meget, og det samlede familien. Det har jeg taget med mig til min familie, og specielt fastelavnsboller nydes, siger Joan Dahl. 

Camilla Hosbond

Camilla

Camilla

Camilla Hosbond er 32 år og fra Aars. Til dagligt er hun rengøringsassistent og vikar i en børnehave og i SFOen DUS på Tylstrup Skole.

Kærligheden til bagning stammer her fra Camillas tidlige år i folkeskolen, hvor hun gennem det obligatoriske fag hjemkundskab udviklede en kærlighed til både madlavning og bagning. Kærligheden voksede lige inden corona, da hun arbejdede på en kro og fik til opgave at opgradere menuens æbletærte. Der opstod der en gnist til det søde køkken, som gjorde, at Camilla Hosbond startede med at bage en del mere end hun plejede og endda afprøvede svære bageteknikker. 

- Passionen for at bage fastelavnsboller er kommet, fordi man kan lave fastelavnsboller på adskillige måder og teknikker, hvor man både kan blive udfordret på teknikker i forhold til grunddej og smag, og man kan sammensætte det på adskillige måder, siger Camilla Hosbond. 

Trine Howen Meyer Kristensen

Trine

Trine

Trine Howen Meyer Kristensen er 31 år og fra Dronninglund. Hun har altid haft en stor interesse i at lave desserter og søde sager. Hun er de seneste år begyndt at bage en del, hvilket har udviklet sig til en stor fritidsinteresse. 

Mange fra Trine Howen Meyer Kristensens omgangskreds mener, at hun nok bør blive konditor, hvilket nu har ført til drømmen om en dag at tage chocolatieruddannelsen, så passionen bliver hendes arbejde.

Trine får sin inspiration til at bage fastelavnsboller fra Instagram.

- Jeg har fulgt Jesper Søvndal på instagram i lang tid. Det er hans opskrifter som jeg har brugt, fordi det er dem, jeg har opnået det bedste resultat med, siger hun.

Bred palette af forskelligt bagværk

De seks udvalgte amatørbagere har hver deres talent og en passion for at bage de lækreste og cremede fastelavnsboller. Dermed er fundamentet lagt for en hård og svær konkurrence.

Det kompetente dommerpanel skal smage på deltagernes fastelavnsboller ved blindsmagning. Så indtil videre er det en hemmelighed, hvilke af fastelavnsbollerne, der hører til hvilke deltagere.

Og der er noget for enhver smag. Èn af dem er med marcipan, en anden er med hindbær - og hvis man er til det lidt knasende, er der også en med hasselnødder. 

Se dem alle her:

To professionelle og en kageglad

Dommerpanelet i konkurrencen består af Sigurdur Elvar Baldvinsson, som er bager- og konditorunderviser på Tech College i Aalborg, Laura Sahl, som har vundet Masterchef og har over 10.000 følgere på Instagram og Lars Bisgaard Andreasen, som er sponsor - og eventmanager for TV2 Nord. 

Lars bager ikke selv, men det gør hans hustru til gengæld, og han er særdeles god til at spise hendes bagværk. Han er spændt og har brugt en del energi på at forberede sig til den store dag.

- Jeg har ikke spist i to dage, og jeg har været nede at træne her til morges for at være helt forberedt til alle fastelavnsbollerne på torsdag. 

- Derudover har jeg tabt to kilo siden jeg fik at vide, at jeg skulle være dommer i konkurrencen, siger en forventningsfuld og sulten Lars Bisgaard Andreasen.

Finalen i dysten om Nordjyllands bedste fastelavnsboller sendes direkte på Tv2nord.dk, Salto og TV2 Nords Facebook-side på torsdag fra kl 12. 


Seneste nyt

fra Nordjylland