Nordjyllands unge investerer mest i aktier

Der er flere positive takter, når man ser på de nordjyske unges økonomi - for eksempel er 21 procent af de 18- til 29-årige begyndt at investere i aktier.

Aktiehandel er ikke længere kun for forretningsfolk og folk med store pensionsopsparinger, der skal have mest muligt ud af dem.

Flere og flere unge kaster sig ud i at investere både små og store opsparinger. Det viser nye tal fra Finans Danmark, som har set nærmere på de 18- til 29-åriges økonomiske situation.

quote Det er kun godt, at de tidligt i livet stifter bekendtskab med investeringer.

Solveig Råberg Tingey, seniorøkonom

Og her skiller de nordjyske unge sig positivt ud. I Nordjylland er det nemlig hver femte ung, der ejer aktier eller investeringsbeviser. De topper derfor listen med flest deltagere på aktiemarkedet i forhold til alle andre landsdele. Til sammenligning er det kun 5 procent af de unge på Bornholm, som ser nærmere på aktier.

- Det tyder på, at mange unge i Nordjylland synes, det er spændende at investere nogle af deres sparepenge og se, om de på den måde kan få mere ud af deres opsparing. Det er kun godt, at de tidligt i livet stifter bekendtskab med investeringer, så længe de bliver rådgivet godt og derfor investerer fornuftigt og samtidig forstår, at der er en risiko ved at investere, siger Solveig Råberg Tingey, seniorøkonom i Finans Danmark.

Ser man på formuen, som de unge investerer, er den til gengæld ikke voldsom stor i Nordjylland. I snit har nordjyderne investeret knap 10.000 kroner, hvor eksempelvis de københavnske og nordsjællandske unge i snit har investeret mere end dobbelt så meget.

Undersøgelsen af de unges økonomiske vaner viser også, at nordjyderne er nogle af dem, der er bedst til at investere i fast ejendom. Samtidig er andelen af nye dårlige betalere, der bliver registreret i RKI, blandt unge nordjyder faldet med 4,4 procent fra 2016 til 2017.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland