Nordjysk bankverden overlever minkbranchens dødsstød

Mens eksperter vurderer, at aflivning af mink er en milliardstor mavepuster, har nordjyske pengeinstitutter garderet sig.

I en tid, hvor minkavlere holder vejret og venter på en afklaring  om kompensation, tager nordjyske banker og sparekasser situationen med sindsro. En rundringning til pengeinstitutter i landsdelen tegner et entydigt billede af, at man har foretaget fornødne hensættelser.

- På den lange bane mister vi selvfølgelig en kundegruppe, og dermed en del af vores forretningsgrundlag, fortæller bankdirektør Claus Andersen fra Nordjyske Bank.

Bankdirektør Claus Andersen: - Vores driftsprodukt bliver ikke påvirket negativt på bundlinjen.
Bankdirektør Claus Andersen: - Vores driftsprodukt bliver ikke påvirket negativt på bundlinjen.

- Men vi  har foretaget reservationer, og det betyder, at det ikke påvirker vores driftsprodukt negativt på bundlinjen, forklarer direktøren i Nordjyske Bank.
- Vi får mange henvendelser fra fortvivlede og frustrerede minkavlere, og forsøger at hjælpe dem, fortæller Claus Andersen.

- Vores rådgivere forsøger at berolige kunderne ved at fortælle dem, at ingen kreditter lukkes før, der er helt styr på kompensationsordningen, siger han.

 

Lån på 350 millioner kroner

 

Sparekassen Vendsyssel har 80 minkavlere, som kundegruppe og et udlån på 350 millioner kroner til dem.

- Vi har kalkuleret med situationen, og har i forvejen værdisat minkaktiver meget lavt, og vi vil ikke få yderligere tab, siger Vagn Hansen, administrerende direktør for Sparekassen Vendsyssel.​

Administrerende direktør Vagn Hansen, Sparekassen Vendsyssel: - Vi føler dybt med minkavlerne.
Administrerende direktør Vagn Hansen, Sparekassen Vendsyssel: - Vi føler dybt med minkavlerne.
Foto: Mick Knive Anderson

- Vi føler dybt med minkavlerne og vil gøre alt for at hjælpe dem videre i et andet erhverv eller lønnet job, fortæller han og understreger, at ingen skal gå fra hus og hjem, og da slet ikke som situationen er lige nu.

 

Sletningen af minkerhvervet kan heller ryste Spar Nord.

- Det samlede udlån til minkavlere udgør 0,1 procent, og det er Spar Nord robust nok til at klare, siger Leif Lind Simonsen, kommunikationsdirektør, Spar Nord.

 
 
Foto: Spar Nord

- Det er dog kun en kortvarig glæde, når man tænker på den tragiske situation minkavlerne befinder sig i, siger han. - Den store ubekendte er, hvilken kompensation, der bliver meldt ud. Før det er afklaret, er det svært at sige, hvordan vi kan hjælpe bankens kunder, der er minkavlere, siger kommunikationsdirektør, Leif Lind Simonsen, Spar Nord.

Op- og nedture i branchen

 - Vi har været bank for mange af de her minkavlere i årtier, og branchen er kendt for op- og nedture. Der har vi også tidligere fundet gode løsninger, siger kommunikationsdirektøren. Denne gang er det af mere alvorlig karakter, men banken vil forsøge at  hjælpe minkavlerne videre.

Hos LandboNord har finansrådgiver Kennet Røntved forberedt sig på at hjælpe minkavlerne  når der træffes en beslutning om kompensation.

- Jeg har lavet beregninger på alle scenarier-  lige fra straksudbetaling til ekspropriation. Jeg venter bare på, at der kommer en afklaring og det ved jeg også at minkavlerne gør, siger han.

Fakta om minkbranchen i Danmark

Værdien af minkproduktion

I 2019 var der knap 800 minkfarme i Danmark.

Værdien af produktionen var godt 2,5 mia. kr., som blev til på baggrund af 2,5 mio. voksne mink, der hver især gav 5-6 hvalpe, der blev til skind. 

 

Underskud på 0,7 mio. kr. pr. bedrift i gennemsnit

I 2019 havde pelsdyrbedrifter et underskud på 0,7 mio. kr. pr. bedrift i gennemsnit. Det er et fald siden 2013, hvor bedrifterne i gennemsnit havde et overskud på ca. 3,3 mio. kr. 

Samtidig er der kommet færre bedrifter, da der i 2019 var 792 bedrifter sammenlignet med 1.169 i 2013.  

 

Faldende produktionsværdi

 2019 eksporterede Danmark 24,5 mio. skind, mens vi importerede 9,5 mio. skind. 

De danske minkbedrifters produktionsværdi (bruttoproduktionen) på pelsskind er faldet siden perioden omkring år 2010-12.  

I 2019 lød den samlede produktion på ca. 2,5 mia. kr., mens værdien i 2012 lød på 9,5 mia. kr.

Den lavere værdi i 2019 skyldes navnlig prisfald, da den mængdemæssige produktion ikke er faldet på samme måde som produktionsværdien,”

 

Færre dyr 

Antallet af mink har i en  periode været stigende, men er faldet de seneste år. 
I 2019 var der 2,5 mio. mink avlsdyr i Danmark, mens tallet var helt oppe på 3,4 mio. i både 2015, 2017 og 2018. 

 

Flest beskæftigede på farme i Jylland

Der er flest beskæftigede på minkfarme i Jylland sammenlignet med resten af landet. Det viser landbrugs- og gartneritællingen for 2018. 

I 2010 var der i alt 3.217 beskæftigede i på minkbedrifter, mens det samme var tilfældet for 3.942 i 2018. Såvel i  2010 og 2018 var der flest beskæftigede i Jylland (2.927 i 2010 og 3.529 i 2018), hvor der også var flest medarbejdende ægtefæller (460 i 2010 og 424 i 2018). 

 

 

Kilde: Danmarks Statistik

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland