Nordjysk borgmester er optimist efter OW Bunkers kollaps
Foto: TV2/Nord
Aalborgs borgmester er chokeret over OW Bunkers pludselige deroute. Han håber, at nye virksomheder dukker op.
Op mod 300 arbejdspladser er med ét væk i Aalborg Kommune, efter at brændstofselskabet OW Bunker fra Nørresundby fredag aften måtte lade livet.
Lørdag er derfor en trist dag for borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der på ingen måde var forberedt på det pludselige kollaps.
- Jeg er chokeret over, at det er gået så hurtigt, og at en virksomhed, der virkede så stærk, kan gå ned på så kort tid, siger borgmesteren til Ritzau.
- Det er en af de virksomheder, vi har været meget glade og stolte af. Jeg tænker meget på de ansatte. Det er en meget trist nyhed, siger han.
Allerede fredag aften - umiddelbart efter at have læst nyheden om OW Bunkers konkurs - gik borgmesteren i gang med at forsøge at vende selskabets endeligt til noget positivt.
- Nu handler det om at komme videre. Jeg har sat kommunens embedsmænd i gang med at lave en plan for, hvad vi kan gøre. Hvad kan vi gøre for at få de ansatte i nye job, og hvad kan vi gøre for at sætte nogle nye virksomheder i gang?
- Når noget lukker, ser man tit, at der kommer noget nyt ud af det. Der er mange højt kvalificerede medarbejdere i sådan en virksomhed, som måske kan komme til at skabe noget nyt, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Det var natten til torsdag, at OW Bunker faldt sammen.
Her kom det blandt andet frem, at selskabet tilsyneladende er blevet svindlet for omkring 750 millioner kroner af ledende medarbejdere i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
OW Bunker blev oprettet i 1980 som et datterselskab af skibsprovianteringsfirmaet Ove Wrist & Co. i Aalborg.
OW Bunker havde i alt 622 ansatte fordelt i hele verden ved udgangen af 2013. Heraf arbejdede 61 procent i Nordeuropa inklusiv Danmark, oplyser selskabet.