Nordjysk camping i top
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Skiveren Camping, Jambo Feriepark og Klim Strand Camping er blevet udnævnt til "Superplatz".
Skiveren Camping er blevet udnævnt til "Superplatz" af ADAC (det tyske FDM), og campingpladserne Jambo Feriepark og Klim Strand Camping er genudnævnt.
Andre steder i landet er TopCamp Bøjden Strand, Bøsøre Strand Feriepark og Hvidbjerg Strand Feriepark blevet genudnævnt til "Superplatz".
Med seks "Superplatz" er Danmarks placering som et af de absolut bedste campinglande i Europa blevet understreget. I det øvrige Norden er der kun én anden plads, der er "Superplatz", og det er en campingplads i Sverige.
- Vi er blandt de lande i Europa, der har det højeste antal "Superplatz" i forhold til landets samlede antal campingpladser.
Det flotte resultat understreger den retning med komfort og kvalitet, som alle danske campingpladser har fulgt i de senere år, siger direktør i Campingrådet Poul Fejer Christiansen i en pressemeddelelse.
Betegnelsen "Superplatz" svarer til restauranternes Michelin-guide. Det er derfor af stor betydning, når en campingplads bliver udnævnt til "Superplatz" af ADAC.
Selvom Danmark til stadighed fremhæves som et af Europas bedste campinglande, kommer der færre og færre udenlandske gæster.
- Ja, vi må desværre konstatere, at specielt de tyske og hollandske gæster synes, at det er for dyrt at holde campingferie i Danmark: Det er meget ærgerligt, når vi nu har sådant et godt produkt. Men det er svært at tiltrække gæster, når de f.eks. kan læse, at det dyreste sted i Europa, man kan købe en cafe latte, er i Danmark. Vi håber virkelig snart, at regeringen vil give os en hjælpende hånd, så vi kan blive mere konkurrencedygtige, siger Poul Fejer Christiansen.