Nordjysk fagforening klar med gældsrådgivning
En nordjysk fagforening vil som den første i Danmark tilbyde gratis gældsrådgivning. Om få dage kan nordjyder gå til LO Vendsyssel og blive hjulpet.
LO Vendsyssel tilbyder nu gratis gældsrådgivning.
LO Vendsyssel går forrest og er først i landet med at tilbyde gratis gældsrådgivning. Om få dage kan nordjyder gå til LO Vendsyssel og blive hjulpet med de løbske budgetter. Tilbuddet gælder både for medlemmer og ikke-medlemmer.
- Vores folk på den opgave skal virke som en slags neutrale ombudsmænd. Folk slapper formentlig mere af, hvis de sidder overfor nogen, der ikke kan give tilsagn eller afslag, siger Cai Møller, formand i LO Vendsyssel.
For ham er problemerne med løbsk gæld tydelige i Nordjylland.
- Måske fordi landsdelen har mange på deltid. De kan hurtigt miste deres supplerende dagpenge og komme på kontanthjælp, og så går det nemt nedad bakke - især når det er så let at få dyre kviklån over nettet, siger Cai Møller.
Diana Klein på 22 er en af de mange unge nordjyder, der har været så langt ude i dårlig økonomi, at hendes liv blev helt forpestet af at tænke på det
- En gæld på 7000 kroner fik det hele til at vælte for mig. Jeg kunne slet ikke tænke på andet, siger Diana Klein, 22, Hjørring.
Diana Kleins økonomiske skråplan begyndte, da hun tog et banklån, fordi hendes SU var forsinket.
- Derefter gik det galt. Jeg brugte pengene på tøj, smykker, makeup, computer og telefon. Heldigvis kunne jeg ikke få et kviklån, da jeg var studerende og forgældet, siger Diana Klein.
Flere og flere kommer i samme situation som Diana Klein - og flere og flere bliver frivillige gældsrådgivere. Jørn Rytter, pensioneret bankdirektør i Spar Nord, er en af dem.
- Jeg er en økonomisk skadestue, og jeg gør det her, fordi jeg gerne vil hjælpe og fordi det er noget, jeg ved noget om, siger han.
Midler fra Social- og Integrationsministeriets satspulje finansierer det nordjyske fagforeningstiltag.