Nordjysk hotel tjener millioner efter tv-medvirken: - Det bliver vildere endnu
På billedet ses direktør, Brian Fabricius tv., investor Jacob Risgaard mf. og salg- og marketingchef, John Guldhammer Olesen th. på Hotel Viking Aqua Spa & Wellness.
Direktøren takkede nej til store opgaver og fik økonomisk medvind. Men det er ikke dét, han er mest stolt af.
Tilbage i 2020 fik Hotel Viking Aqua Spa & Wellness 2,5 millioner kroner i investering - den største nogensinde i "Løven Hule"-progammets historie. Til gengæld skulle de aflevere en bestyrelsespost og 25 procent til investering.
Investorerne var Jacob Risgaard og hans mangeårige samarbejdspartner og grundlægger af Coolshop, Mark Nielsen. Siden da er det gået stærkt i Sæby, og siden investorernes indtog har man tjent otte millioner kroner, hvoraf sidste år indbragte mere end halvdelen. Det viser et nyt regnskab, som står i skarp kontrast til hotellets seks forudgående år, der til sammenligning indbragte 1,1 millioner kroner.
Jeg er ikke sikker på, at vi var kommet hertil, hvis ikke Jacob havde skubbet til os.
Direktør i Hotel Viking Aqua Spa & Wellness
Men spørger man Brian Fabricius, direktør i Hotel Viking Aqua Spa & Wellness, om, hvad han er mest stolt af, er det ikke den økonomiske gevinst. Tværtimod.
- Jeg er mere stolt af den store medarbejdertilfredshed, vi har.
- Ikke fordi jeg ikke er glad for, at vi tjener penge, indskyder han hurtigt.
- Men vores succes er båret af den store medarbejdertilfredshed. Den er iblandt landets bedste, siger direktøren.
For han er ikke i tvivl. Har man glade medarbejdere, får man en bedre behandling, og dét er afgørende for hotellets succes.
Nej-hatten blev afgørende
Der er dog flere til- og fravalg, som har medvirket til hotellets økonomiske medvind.
- Vi har turde vælge fra, indleder direktøren.
- Jacob (Risgaard, red.) er en fyr, der sætter spørgsmålstegn ved vores udfordringer - for eksempel ved driften. Bryllupper var en omkostningstung post, da vi ikke kunne udleje værelser til andre gæster, fordi de ikke synes, det var fedt med lyden af kopiband inde ved siden af. Det blev en klods om benet, forklarer han.
Efter en tvungen nedlukning i forbindelse med coronapandemien, føltes det dog dengang som en stor chance at tage. At afvise bryllupper.
- Der skal noget mod til at foretage de valg. Jeg er ikke sikker på, at vi var kommet hertil, hvis ikke Jacob havde skubbet til os, siger direktøren.
Samtidig blev en ny fløj med mindre værelser ombygget til suiter, og spa-afdelingen udvidet med 200 kvadratmeter, hvor man i dag har vand til svimlende 50 millioner kroner.
Det fornyede mod gav dog overskud, og hotellet genfandt sin identitet og sit formål. De ville og vil fortsat være det, gæsterne har brug for, når de har behov for at trække stikket.
- De virksomheder, der tjener penge, har forstået, hvad de vil være, og hvem de vil være det for.
Samfundsudvikling kan være fordel
Men hvordan ser fremtiden ud for Hotel Viking, og hvordan vil man sikre en fortsat vækst? Til det spørgsmål har direktør, Brian Fabricius, tre væsentlige punkter.
Hotellet skal blive "lækrere", medarbejdernes gejst skal opretholdes, og samfundsudviklingen skal fortsætte med at være til deres fordel.
- Jeg tror, det bliver vildere endnu, siger direktøren, der allerede er ved at tegne og regne på, hvordan man kan optimere spa-afdelingen. For den er der snart flere, som vil få brug for, forudser han.
- Hvis samfundsudviklingen fortsætter, bliver vi ældre og får færre unge. Det vil skabe et øget arbejdspres, og så får vi større behov for at trække stikket.
- Men vores vækst har en naturlig begrænsning, og så vil tiden afgøre vores berettigelse, siger direktøren.
Ingen udsigt til exit
Fra 2020 til 2022 er virksomhedens samlede værdier vokset fra 20,4 millioner kroner til 61,7 millioner kroner, mens hotellets efterhånden tunge pengepung, egenkapitalen, er vokset fra fire millioner kroner til over 12 millioner kroner.
Det betyder, at direktør, Brian Fabricius, og de to investorer, Jacob Risgaard og Mark Nielsen, teoretisk set ville kunne afvikle hotellet i dag med en fortjeneste på 12 millioner, hvoraf de tre millioner ville tilfalde de to investorer, som er en halv million kroner mere end, hvad de købte sig ind for.
Det er mit barndomshjem.
Direktør i Hotel Viking Aqua Spa & Wellness.
Men ifølge direktøren er det ikke en overvejelse, man har gjort sig.
- Overhovedet ikke. Det er mit barndomshjem - jeg har aldrig lavet andet. Det er federe at drive en af byens største virksomheder med den succes, vi har. Jeg håber, at jeg får lov til at fortsætte de næste 15-20 år.
I modsætning til sine forældre, drømmer Brian Fabricius dog ikke om at give hotellet videre til næste generation - til sine egne børn.
- I stedet håber jeg, at Hotel Viking kan danne grobund for, at jeg kan hjælpe dem med at opnå deres drømme.