Nordjysk musikpirat får kæmpebøde

Nordjyde delte cirka 13.000 musiknumre med andre via internettet. Landsretten har pålagt ham at betale 160.000 kroner for at have delt musik med andre via en såkaldt fildelingstjeneste.

Det skriver politiken.dk

Vestre Landsret har dømt ham til at betale en solid erstatning til de mennesker og selskaber, hvis ophavsrettigheder manden har krænket ved at forære musiknumre væk gennem sin elektroniske gavebod.

Han havde ifølge sagsøgerne forsøgt at skjule sin identitet på nettet, men landsretten slår fast, at han stod bag den særlige internetadresse, hvorfra ulovlighederne foregik.

Ifølge repræsentanter for musikbranchens særlige organisation mod piratkopiering kan dommen føre til, at branchen vil styrke sin oplysningsindsats for at dæmme op for den ulovlige kopiering.

- Ofte kommer det bag på de sagsøgte, at konsekvenserne er så alvorlige. Vi tror derfor, at tiden er moden til en forstærket informationsindsats, således at internetabonnenter i højere grad vejledes om, hvad der er ulovligt og hvad de som ejere af et internetabonnement kan stilles til ansvar for, fastslår Maria Fredenslund fra Antipiratgruppen overfor politiken.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland