Nordjysk optimisme for økonomien i 2008
Historisk har de økonomiske udsving altid været større i Nordjylland end i resten af landet. Men selv om det nu kommer til gå langsommere i både byggeriet og industrien, så er der ikke udsigt til ny masse arbejdsløshed her i landsdelen
Der var en gang, hvor det var fisken og grisen, som var afgørende for om det gik op eller ned i den nordjyske økonomi. Men i dag er det ikke længere råvarerne, der styrer konjunkturerne i Nordjylland
- Det er en myte, at Nordjylland er længere bagefter og er et bondesamfund. Vi er ligeså erhvervsudviklet som resten af landet, så der er ingen grund til jammer, siger Bent Dalum, leder på Institut for Erhvervsstudier på Aalborg Universitet.
Virksomheden Desmi i Nørresundby er indbegrebet af den "nye" nordjyske økonomi - her produceres højteknologiske pumpesystemer. Direktøren er næstformand i Dansk Industri i Aalborg - og selvom der er finansiel krise i USA, så vil der også være nordjysk vækst i 2008.
- Jeg er overbevist om, at mange nordjyske virksomheder har garderet sig godt for fremtiden, så jeg tror at vi vil forsætte med en positiv udvikling, siger næstformand i dansk Industri i Nordjylland, Henrik Sørensen til TV2/NORD.
I de forrige år har væksten herhjemme ligget på omkring 3 procent årligt. 2008 vil indebære et mindre fald til en vækst på 1,5 procent - og ikke alle af arbejdsmarkedets parter er lige optimistiske
- Jeg tror stadig vi vil se en højere ledighed i Nordjylland i fremtiden end andre dele af landet. Men spændet er ikke så stort som førhen, siger Kaj Poulsen, formand for LO i Aalborg til TV2/NORD.
Du kan se mere om den nordjyske økonomi for 2008 i vores udsendelse tirsdag klokken 19.30.