Nordjysk Politi skal til København
Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)
Rigspolitiet har ændret holdning til den ekstraordinære opgave med bevogtning i København efter attentaterne i februar. Nu skal jyske politifolk også hjælpe til med bevogtning i København.
Fyns Politi og sjællandske politikredse har været for hårdt belastet efter attentaterne i februar. Derfor skal de jyske politifolk også deltage i arbejdet, meddeler rigspolitichef Jens henrik Højberg i et interview med Berlingske.
Hidtil har Rigspolitiet ellers ment, at kun de sjællandske politikredse samt Fyns Politi skulle holde for. Dette har imidlertid betydet, at en række andre opgaver er blevet skubbet til side.
De belastede politikredse har måttet undvære otte procent af mandskabet, skriver b.dk.
- Nu er tiden inde til at brede den her opgave lidt ud, erkender rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
Kritikken af den ensidige belastning har været massiv. Tilsyneladende har den hidtidige fordeling af smerten været begrundet i økonomiske hensyn:
Det koster flere penge at have jyske end sjællandske og fynske betjente i København.
Kovendingen betyder, at også de nordjyske politifolk vil skulle hjælpe til i København, bekræfter Direktøren for Nordjyllands Politi, Elsemette Cassøe.
- Vi kender endnu ikke omfang, antal eller varighed, og jeg ved derfor ikke, hvad dette kommer til at betyde for bemandingen i Nordjylland, siger Elsemette Cassøe til TV2/Nord.
Siden Omar El-Husseins angreb først på et debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden og derefter mod synagogen, har antallet af betjente i København været ekstraordinært højt.
Attentaterne fandt sted 14. og 15. februar og kostede to mennesker livet. Flere betjente blev såret, da den unge mand affyrede både en militærriffel og en pistol.
Særligt har politiet skærpet bevogtningen af jødiske institutioner. Men i begyndelsen var der også masser af betjente med maskinpistoler på flere stationer i hovedstaden.