Foto: Francois D'Astier / Ritzau Scanpix

Nordjysk politiker i Strasbourg: Det var en frygtelig oplevelse

Den nordjyske europaparlaments politiker, Rikke-Louise Karlsson, befandt sig midt i skyderierne i Strasbourg tirsdag aften.

Tirsdag aften sidder den nordjyske europaparlaments politiker, Rikke-Louise Karlsson, på en restaurant i hjertet af Strasbourg med sin assistent. De havde aftalt at mødes for at spise aftensmad sammen. De sidder langs vægen - Rikkes assistent sidder med ryggen til lokalet og Rikke sidder med ansigtet ud mod lokalet.

Pludselig løber en flok mennesker ind i lokalet i panik og løber igennem lokalet. Rikke og hendes assistent kan ikke forstå, hvad der foregår, men Rikke får øjenkontakt med en af tjenerne. Hans øjne er spærret helt op, og Rikke kan se i øjnene på ham, at han er bange.

Tjenerne begynder at råbe til folk i restauranten, at de skal trække sig tilbage i lokalet. Bagerst i lokalet bliver de gelejdet ned af en stentrappe ned i et kælderrum under restauranten. I kælderen sidder Rikke og hendes assistent stadig uvidende over, hvad det er, der foregår.

Fanget midt i et terrorangreb

Hvad Rikke-Louise Karlsson og hendes assistent ikke ved, er, at ude på gaderne i Strasbourg har en 29-årig mand åbnet ild mod menneskemængden nær julemarkedet i Strasbourg.

- Vi ved godt, at det ikke er for sjov, at politiet sender folk ned i en kælder, men på daværende tidspunkt ved vi ikke, om det er en bombe, eller hvad det er. Så vi sidder uden at vide noget, men dernede i kælderen, der skyndte jeg mig, at få ringet til dem jeg elsker, fortæller Rikke-Louise Karlsson.

Rikke-Louise Karlsson og hendes assistent får efter 20 minutter i kælderlokalet under restauranten lov til at bevæge sig ud på gaderne. Men da de kommer ud kigger Rikke sig over skulderen. Hun kan se, at gaden stadig er fyldt politi og soldater med maskinpistoler, og da begynder det at gå op for dem, hvad det er der sker.

-  Da vi kom ud på gaden og hørte skrig og skud, der vidste vi, hvad der skete, siger Rikke-Louise Karlsson.

Hurtigt finder de vej til Rikkes hotel, som er proppet med mennesker. De to danskere kommer ind på Rikke Karlssons hotelværelse og går ud på altanen og kan se nede foran altanen, at politiet er i gang med at afmærke et gerningssted.

- Det var fuldstændig total kaotisk. Det er en frygtelig oplevelse for os. Man føler, at ens liv er i fare, siger Rikke-Louise Karlsson.

Dagen derpå

Dagen efter det frygtelige terrorangreb, hvor tre mennesker er blevet dræbt og 12 er såret, er gerningsmanden stadig på fri fod.

Rikke-Louise Karlsson og hendes assistent vågner tidligt og kan stadig se mange betjente og soldater på gaderne. Ude på altanen kigger Rikke ned på det gerningssted, hun så blive afspærret dagen før.

- Da vi står op her i dag (onsdag red.), der kan vi se en kæmpe stor blodpøl liggende lige hernede foran øjnene på os. Det er vildt rystende. Det ligger bare og lyser rødt der. Det er frygteligt surrealistisk at kigge på den her julepyntede by og så ligger det der blod ved siden af os lyser rødt. Det er bare det mest frygtelige billede man kan forestille sig, siger Rikke-Louise Karlsson.

Tirsdag aften, da terrorangrebet stod på, tænkte Rikke-Louise Karlsson på at få ringet til sine kære som det første. Derudover bevarede hun overblikket rimeligt kølig, men dagen derpå kan hun mærke kroppen reagerer.

- I dag kan vi begge to mærke her til morgen, at det faktisk først er nogle timer efter, at man begynder at ryste. Det sætter først ind lidt efter, når man oplever sådan noget siger Rikke-Louise Karlsson.

Selvom både Rikke-Louise Karlsson og hendes assistent stadig er mærkede af tirsdagens oplevelse, så vil de gerne fuldføre deres arbejde. De har en lang dagsorden i parlamentet, hvor de skal stemme i to timer fra klokken 12 og en time fra klokken 17.