Nordjysk redningshelikopter i fare

Besparelser forud for det nye Forsvarsforlig lægger op til, at den nordjyske redningshelikopter skal flyttes til Karup.

Det kan komme til at koste menneskeliv, hvis den nordjyske redningshelikopter, der lige nu er placeret i Aalborg, bliver flyttet til Karup. Det frygter rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, Thomas Krarup (K).

Fjernelsen af helikopteren kan ifølge en analyse effektivisere Forsvaret for omkring en milliard kroner. Til gengæld bliver det dyrt på den menneskelige front, mener rådmanden.

- Konsekvensen kan jo blive, at vi mister menneskeliv. Hvis der sker en trafikulykke eller en drukneulykke, at man så skal rekvirere en redningshelikopter helt fra Karup, som måske har travlt med noget andet, fordi der bliver også færre af dem, så kan det jo komme til at koste menneskeliv i yderste konsekvens, siger rådmand Thomas Krarup.

Udover at der i besparelserne i Forsvaret lægges op til at flytte redningshelikopteren til Karup, skal antallet af redningshelikoptere i Danmark også reduceres.

Men det vil skabe stor utryghed i Nordjylland, mener rådmanden. Derfor har han nu skrevet til formanden for Folketingets forsvarsudvalg for at fortælle, hvor vigtigt det er, at redningshelikopteren forbliver i Nordjylland.

- Det synes jeg, at vi i Nordjylland overhovedet ikke på nogen måde skal finde os i, at vores redningsberedskab bliver reduceret på den måde, siger Thomas Krarup.


Seneste nyt

fra Nordjylland