Nordjyske efterskoleelever til landsstævne: - Det giver sommerfugle i maven
Et af højdepunkterne ved landsstævnet er efterskolernes show, hvor de mere end 6.000 unge går på gulvet samtidig.
Landsstævnet er i fuld gang med deltagelse af knap 20.000 idrætsglade mennesker.
Sammen med 6000 andre efterskoleelever deltager Lykke Andersen i den traditionsrige gymnastikopvisning på landsstævnet i Svenborg, der finder sted i disse dage. Trin og koreografi er der blevet øvet på i månedsvis.
- Det er megafedt at være med i noget så stort, lyder det fra Lykke Andersen, der kommer fra Ingstrup Efterskole.
Noget, efterskoleveninden Ellen Pedersen er enig i.
- Jeg synes, det er megafedt at være med. Det er en kæmpe oplevelse, siger hun og fortæller, at de har knoklet for at showet skal sidde 'lige i skabet'.
Eleverne har netop sagt farvel til hinanden efter et efterskoleår, men bruger altså starten af sommerferien i Svendborg. De når nemlig at få en deltagelse i DGI's Landsstævne med. En begivenhed, der finder sted hvert fjerde år.
- Det er helt specielt, fordi det kun sker hver fjerde år. Jeg føler, vi er heldige, fordi vi er med, lyder det fra Lykke.
- Men jeg er også spændt på opvisningen, og det giver da lidt sommerfugle i maven.
I alt deltager 1062 nordjyder i stævnet, der slutter søndag. Landsstævnet er Danmarks største idrætsfestival med mere end 30 idrætsgrene og mere end 400 aktiviteter.
Langt de fleste aktiviteter foregår fra fredag til lørdag, men allerede torsdag tyvstartede de 17 nordjyske skytter med deres konkurrencer på skydebanen.
De resterende deltagere fra Nordjylland skal være med til alt fra beachvolley til petanque, kano og kajak, fodbold, håndbold og gymnastik.
TV2 Nord var også med, da Verdensholdet - med deltagelse af flere nordjyder - gav opvisning i Svendborg: