Nordjyske højskoleelever på landsstævne: - Vi bliver udfordret
Eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole tilbringer deres sidste uge sammen på DGI Landsstævne, som i år foregår i Svendborg. Selvom landsstævnet først og fremmest er kendt for gymnastikopvisninger, bliver eleverne kastet ud i meget mere.
Langsomt starter de med at klappe helt stille. Så klapper de højere. Og højere. Og til sidst er der "We Will Rock You-stemning" i hele Thurøhallen. Måske kan det endda høres helt i Svendborg.
Det er vigtigt, eleverne kommer ned og oplever det fællesskab
Jens Mortensen, lærer på Nordjyllands Idrætshøjskole
Aske Fjederholt og Ditte Overgaard fra Nordjyllands Idrætshøjskole dyrker normalvis fodbold og golf. Men i dag prøver de kræfter med body percussion, hvor de skal bruge kroppen og redskaber til at lave musik med.
- Jeg er spændt og regner med, at vi bliver udfordret lidt og kommer ud af vores rette element, men det gør det bare endnu sjovere, siger 22-årige Aske Fjederholt og bliver bakket op af Ditte Overgaard.
- Det er en god højskoleaktivitet, at vi skal lave noget, hvor vi griner, hygger, danser og synger sammen, siger hun.
Det startede med gymnastik
De to nordjyske højskoleelever er, sammen med knap 21.000 andre idrætsinteresserede fra hele Danmark, samlet til DGI Landsstævne I Svendborg. I 1862, hvor DGI Landsstævne for første gang løb af stablen, bestod den af 103 skytter og blev afholdt i København. Senere stødte gymnastikken til, hvilket primært også er det, DGI Landsstævne er kendt for.
- Det er helt bevidst, at stævnet når bredt ud
Peter Otto Yde Thomsen, formand i DGI Nordjylland.
Men i dag handler det om meget mere.
- Jeg har meldt mig til fodbold fredag, som hedder fodbold, fest og fart - hvor der bliver nævnt noget med tredje halvleg. Så på stævnet er der fokus på gymnastikken, men også på at man skal have det sjovt, og at det skal være hyggeligt, siger Aske Fjederholt.
Landsstævne når bredt ud
DGI Landsstævne afholdes hvert fjerde år, og for Nordjyllands Idrætshøjskole er det efterhånden blevet en tradition, at elevholdet det pågældende år deltager.
- Så kan vi diskutere, om det er optimalt, at elevernes sidste uge bruges til landsstævne, men de får så meget ud af det, siger lærer på Nordjyllands Idrætshøjskole Jens Mortensen, som selv deltager.
- Det er vigtigt, når man er på højskole, at man møder frivillighedsprincippet og foreningslivet, så det vil vi gerne give videre til eleverne. Når vi så har sådan et landsstævne her, så er det vigtigt, de kommer ned og oplever det fællesskab, siger han.
Udover at se det store efterskolegymnastikshow samt DGIs Verdensholds opvisninger, kan de mange gæster i år deltage i 30 forskellige idrætter og 400 aktiviteter.
- Det er vigtigt. Det er det brede idrætsbillede og ikke kun specialiseret ned til gymnastik og skytter, så det er, som det skal være, siger Jens Mortensen.
Idrætten skal med hjem i foreningen
Og det er netop de mange aktiviteter, som eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole har set frem til.
- Det er godt at introducere os for lidt forskelligt. Lidt nyt. Og udfordre os lidt på alt det, vi ikke er gode til. Det er sundt, siger Ditte Overgaard.
Det glæder formanden for DGI Nordjylland, som også havde fundet vej til solrige Svendborg. Han håber nemlig, at de forskellige nordjyske deltagere tager oplevelserne med sig hjem.
- Det er helt bevidst, at stævnet når bredt ud. Vi håber, at nogle tager herned med én idræt og får øjnene op for flere idrætter og tager dem med hjem til den lokale forening, så vi også lokalt kan få flere varierede sportsgrene, siger Peter Otto Yde Thomsen, der er formand for DGI i Nordjylland.
Grin mellem højskolevenner
Efter en time med rytmer, svingende hofter og masser musik, var formiddagens aktivitet slut for de to højskolevenner. Og selvom det ikke havde særlig meget at gøre med idræt, så kom der alligevel sved på panden.
- Det var meget sjovt og udfordrende. Der kom smil på læben, og vi grinede lidt af hinanden, når vi ikke lige ramte takten, siger Aske Fjederholt.